Krimiormen

en blog om mine læseeventyr og lidt andet godt 😁

AUGUST 2022

"STORMEN PÅ KATEDRALEN"

SPÆNDINGSROMAN

SKREVET AF

CECILIE HUSTED

"Stormen på Katedralen" skrevet af Cecilie Husted

ANMELDEREKSEMPLAR

Forfatter: Cecilie Husted

Forlag: Byens Forlag

Udgivelse: 28. februar 2022

Sider: 328

Format: Paperback

Genre: Spændingsroman

ISBN: 9788794215473

Anmeldt: 15. august 2022

Jeg fik tilsendt bogen som et anmeldereksemplar fra Forfatteren. Anmeldelsen er udtryk for min egen mening om bogen og ikke påvirket heraf.

Om bogen:

Invitation

Der er reunion-fest på Katedralskolen! Temaet er “de brølende 20’ere”, så kom i din bedste forklædning. Det bliver en storslået nat med farlige drinks, vild dans og mørke hemmeligheder. Gamle elever fra nær og fjern er inviteret, og selveste Gatsby og Poirot kigger forbi.... Skal du med?

Stormen på Katedralen er en spændings­roman om en fest, der går frygteligt galt. En skønhedsdronning dør midt på dansegulvet, og hendes konge forsvinder. Samtidig dukker et mystisk brev op, der gør det klart, at morderen er med til festen. En stormfuld opklaring går i gang, men for at finde svaret på mordgåden, skal alt vendes på hovedet og forstås på ny, time for time.

"Stormen på Katedralen" skrevet af Cecilie Husted

ANMELDELSE

Jeg fik tilsendt ”Stormen på Katedralen” som et anmeldereksemplar fra forfatteren. Er du i forvejen fan af Agatha Christie og hendes karismatiske karakter Hercule Poirot, så må du ikke snyde dig selv for Cecilie Husteds forfatterskab.

Jeg fik, under alle omstændigheder flashback til den tid, hvor jeg lærte Agatha Christies forfatterskab at kende. Kort sagt: Hvis du kender og er vild med Christies forfatterskab, så må du ikke snyde dig selv for Cecilie Husted og hendes univers.

Mit gæt er, at Husted er inspireret af Agatha Christie og hendes store forfatterskab. Skulle Husted føle sig inspireret til flere udgivelser i samme stil, så er jeg helt sikkert med. Hovedpersonen i ”Stormen på Katedralen” hedder Cecilie, som bogens forfatter og er til daglig Gymnasielærer præcis som bogens hovedperson.

Forfatteren er selv student fra Århus Katedralskole. Så alt i alt, så sidder man med en Spændingsroman, der er konstrueret ud fra en verden, som forfatteren selv kender. Vel også et meget godt udgangspunkt for en forfatter.

Denne gang er det bare meget mere tydeliggjort, end man kender fra andre forfattere. Bogens Cecilie er inviteret til reunion på sin gamle skole Katedralskolen. Cecilie har egentlig ikke lyst, men hendes gamle ven fra tiden på skolen, Kristian har fået hende overtalt til at møde op til festen og det samme har hendes mand.

Cecilie mistænker godt nok sin mand for, at han har sin helt egen agenda med at få hende overtalt til, at deltage i festen. Det bliver til gengæld en aften som ingen af festdeltagerne nogensinde glemmer. Venskabet med Kristian løb godt nok lidt ud i sandet, da Cecilie blev gift og fik sine 2 børn, men nu er Cecilie indstillet på, at møde op og mødes med Kristian.

Om ikke andet så kan det jo være, at hendes mand bliver lidt jaloux, tænker Cecilie. Der har aldrig været noget intimt imellem Cecilie og Kristian, men det ved hendes mand jo ikke noget om. Festen bliver en aften, hvor Cecilie møder en masse gamle bekendtskaber og tidligere venner, som hun ikke har talt med de sidste 10 år.

Midt under festen falder én af skolens tidligere elever om midt på dansegulvet og hendes mand, der også er tidligere elev, forsvinder sporløst. Snart bliver alle de tidligere elever, rektor og lærerne spærret inde på skolen, imens politiet prøver at opklare hvad der er sket.

Cecilie, på sin side, kan heller ikke dy sig for, at lave sine egne undersøgelser. Det bliver en helt uforglemmelig nat, som ingen nogensinde glemmer. ”Stormen på Katedralen” starter roligt op, men efterhånden, som man når igennem kapitlerne, bliver spændingen bygget op til en opklaring af de 2 personers liv, fortid og endeligt.

Selv om man når en del sider ind i handlingen, inden dramaet for alvor tager fart, så er forhistorien, temmelig vigtig for oplevelsen af dramaet. ”Stormen på katedralen” er en spændingsroman i en helt særlig klasse, der giver flashback, i min verden, til nogle af de første bøger i krimigenren, som jeg fik kendskab til.

”Stormen på Katedralen” får mine varmeste anbefalinger med på vejen, hvis du er til spænding i en helt særlig klasse. Du er hermed inviteret til Reunion på Katedralskolen.

Vurdering: 4/6 roser.

Krimiormen.

4/6 Roser

"SKALPEL"

FINK #2

SKREVET AF

MORTEN REMAR

"Skalpel" skrevet af Morten Remar

ANMELDEREKSEMPLAR

Forfatter: Morten Remar

Forlag: Superlux

Omslagsgrafiker: Betina Drews

Udgivelse: 13. oktober 2021

Sider: 272

Format: Hardback

Genre: Krimi

Serie: Fink #2

ISBN: 9788775670321

Anmeldt: 14. august 2022

Jeg fik tilsendt bogen som et anmeldereksemplar. Anmeldelsen er udtryk for min egen mening om bogen og ikke påvirket heraf.

Om bogen:

En familiefar forsvinder under mystiske omstændigheder uden for Viborg. Samtidig er freelance-journalisten Jakob Fink ved at komme sig efter en nyretransplantation på et privathospital i kommunen. Taknemmeligover at have overlevet, beder han sin kæreste, sygeplejersken Anne, om at hjælpe ham uden om systemet og alle regler, med at finde sin donors familie, så han kan takke dem.

Da Anne forsøger at fremskaffe de ulovlige informationer om donoren, støder hun på oplysninger, der vedrører den forsvundne familiefar. Det viser sig, at han ikke er den eneste på egnen, der er eftersøgt, og pludselig er både hun og Jakob involveret i en morderisk og uhyggelig sag, der trækker tråde tilbage til 1980’erne.

En sag, der kan få fatale følger for både Jakob, Anne og for Jakobs gamle kærlighed Sheila. SKALPEL er en uhyggelig, udspekuleret og nervepirrende krimifyldt med drab, drama, ondskab og grådighed og er andet selvstændige bind i serien om Jakob Fink.

ANMELDELSE

”Skalpel” er Morten Remars 2. bind i hans krimiserie om Journalisten Jakob Fink og den 3. bog som jeg har læst i serien. Jeg har ikke læst bøgerne i den helt rigtige rækkefølge, men det betyder faktisk ikke noget, for oplevelsen af bøgerne.

Sagt med andre ord, bøgerne kan sagtens læses uafhængigt af hinanden. Som altid får man selvfølgelig, det største udbytte af en serie, ved at læse bøgerne i den rigtige rækkefølge. Jeg har skrevet det i en tidligere anmeldelse tidligere, men jeg er dybt imponeret over den udvikling, der har været i Remars forfatterskab.

Lad os ikke dvæle voldsomt meget ved det, men disse seneste 3 bøger skrevet af forfatteren, er helt klart i en meget højere topklasse, end hans første fumlende forsøg på, at skrive krimier, der evner at fængsle, imponere og fastholde læseren.

Jeg har, indtil nu læst følgende udgivelser fra Morten Remars hånd:

1. Amok (2016).

2. Den Sporløse (2018) Martin Rømer #2.

3. Mestermanden (2021) Fink #3.

4. Skyggemord (2021) Fink #1 samt dette 2. bind i serien om Fink

5. Skalpel.

”Skalpel” har et helt klart emne der går igennem hele bogen. Nemlig organdonation og hvor langt vil en læge gå, for at skaffe organer til donation. Emnet er aktuelt, skræmmende og grufuldt. Det første offer vi bliver præsenteret for i rækken af seriemord, er Michael Olsen.

Michael forsvinder sporløst. Det viser sig, at Michael og hans kone ikke har det allerbedste forhold. Michaels kone er ham utro med en bedemand, der ikke har alt for rent mel i posen. Jakob Fink, vores hovedperson, bliver snart viklet ind i Michaels forsvinden, mere end han selv ønsker.

Sammen med den afrikanske kvinde Sheila, som han mødte i 1. bind af serien, bliver Fink viklet ind i en grufuld serie sager om forsvundne personer og organdonation. Alt dette samtidig med, at Jakob selv kæmper med sit eget helbred.

Lad mig med det samme konkludere, at jagt på mordere ikke harmonerer særlig godt med et svækket helbred. Det viser sig snart, at Fink og den forsvundne Michael Olsen, har mere til fælles end Jakob Fink bryder sig om.

Hele sagen viser også Sheilas fantastiske styrke og Fink og hun kommer utroligt tæt på hinanden, på trods af, at Jakob er forelsket i Sheila, men faktisk er kæreste med Sygeplejersken Anne. Det ender med at blive en dramatisk jagt på en organdonor og en læge uden skrupler.

Endnu engang blev jeg imponeret over Morten Remars evne til at skrive en krimi med nerve, aktualitet og ikke mindst grusomhed helt ind i den dybeste nerve af et krimihjerte. Kender du ordsproget ”Øvelse gør mester”? Morten Remar har lige bevist at det ordsprog lever fuldt ud op til virkeligheden.

Forfatteren er kun blevet bedre for hver gang, jeg er dykket ned i endnu en bog i forfatterens univers. I ”Skalpel” evner forfatteren endnu engang, at skrive med en uhyggelig nerve, en skræmmende og nervepirrende krimi smækfyldt med drab, drama, ondskab og grådighed, krydret med den rette snas af kærlighed og begær.

”Skalpel” får mine varmeste anbefalinger med på vejen og hele serien om Jakob Fink i særdeleshed. Litteratur for dig som er til drama, mysterier og fængslende plot.

Vurdering: 5/6 Roser.

Krimiormen.

Her kan du finde Lydbogsapps:

Lydbogormen

Du kan besøge forlaget her:

Superlux

5/6 Roser

"REKVIEM PÅ TÅGEØEN"

ROMAN

SKREVET AF

MARIETTE LINDSTEIN

"Rekviem på Tågeøen" skrevet af Mariette Lindstein

ANMELDEREKSEMPLAR

Forfatter: Mariette Lindstein

Originalsprog: Svensk

Originaltitel: Requiem på Dimön

Oversætter: Signe Lyng

Forlag: Forlaget Gyldendal

Udgivelse: 15. juli 2022

Sider: 448

Format: Hæftet

Genre: Roman

ISBN-13: 9788702364705

Anmeldt: 8. august 2022

Jeg fik tilsendt bogen som et anmeldereksemplar. Anmeldelsen er udtryk for min egen vurdering af bogen og ikke påvirket heraf.

Om bogen:

Rekviem på Tågeøen begynder, hvor Sektens børn – den forrige bog i den svenske forfatter Mariette Lindsteins spændingsserie om ViaTerra-sekten – sluttede.Herregården på Tågeøen, engang hjemsted for den religiøse sekt, ligger nu øde og forladt hen.

To år er gået, siden sektens karismatiske leder Franz Oswald ofrede sin egen søn for at redde en ung kvinde, Julia Frisk, og selv blev ramt af et slagtilfælde. Genoptræningen har været lang og besværlig, men nu er han tilbage og mere målbevidst end nogensinde.

Som redaktionsassistent på et modemagasin får Julia pludselig sin store chance. Magasinet vil have et interview med Franz Oswald – og han nægter at lade sig interviewe af andre end hende. Vennerne fraråder hende at møde Franz Oswald, men da han fortæller at han har i sinde at vende tilbage til Tågeøen og iscenesætte et eksperiment han kalder ”Rekviem” – dødsmessen – tager hendes nysgerrighed over.

Og som altid når Franz Oswald er indblandet i noget, spinner tingene meget hurtigt ud af kontrol.

ANMELDELSE

”Rekviem på Tågeøen” er Forfatteren Mariette Lindsteins 4. bog om religiøse sekter. Som jeg forstår det, så tager Lindsteins forfatterskab udgangspunkt i hendes egne oplevelser i en religiøs sekt igennem 25 år.

Personkarakteristikkerne i bogen er et særligt kapitel helt for sig selv. Hvor tæt på sandheden bøgerne er, når det kommer til eksempelvis Scientology eller lignende religiøse sekter, skal jeg lade være usagt. Jeg har ikke personligt intern viden om disse organisationer til, at kunne udtale mig om sandhedsværdien i bogens postulater.

Én til ligger dog fast. Sektens leder, i bogen, har helt klart en brist i sin personlighed og evner ikke, at have medfølelse med andre mennesker. Måske tager jeg fejl, men jeg fornemmer en vis sympati for religiøse sekter og deres delvise vanvid.

Javist ”Rekviem på Tågeøen” er spændende, fængslende og oplysende. Faktisk er romanen en rigtig pageturner og har en vis portion dramatik indlejret. Jeg har da en vis forståelse for forfatterens ønske om, ikke helt at frasige sig sin egen fortid i Scientology.

Men hovedpersonen og lederen af bogens ViaTerra-sekt Franz Oswald, lever i sin helt egen verden fyldt med vanvid og manglende selvindsigt, ligesom manglen på sympati for andre end den unge 18-årige Julia, bogens 2. hovedperson, er ud over det ekstreme.

Når dette er sagt så er handlingen i bogen sammenhængende og fængslende. Franz Oswald er den uægte søn af en greve. Indtil Franz var 3 år boede han på Tågeøen. Da opdagede hans mor, at Greven mishandlede den lille dreng på, den mest brutale vis og hun fjernede Franz fra faderens varetægt.

Formentlig blev Franz` indre følelsesliv smadret allerede dengang. Nu er Franz blevet ramt af et slagtilfælde et par år tidligere og har med hjælp fra plejepersonale og et rehabiliteringshjem genvundet sine fysiske evner. Om hans sind er blevet ændret under hans sygdomsperiode, vil jeg lade være op til dig som læser at vurdere.

Noget, ser i hvert fald ud til at have ændret Franz` personlighed. Medierne vil rigtig gerne interviewe Franz Oswald, nu han er på vej tilbage til Tågeøen, men den eneste han vil tale med, er Julia, der får sin store chance som Journalist på et modemagasin.

Julia bor sammen med Franz søn Thor, der ikke ret gerne besøger sin far. Franz får overtalt Julia til at komme ud på Tågeøen. Han har et nyt projekt i støbeskeen, som han kalder for ”Rekviem”. Rekviem betyder egentlig dødsmesse og bare betydningen er nok til, at få lokket Julia tilbage til Tågeøen sammen med 3 personligheder, der skal deltage i Franz nye projekt.

Hvad Julia ikke ved er, at hele projektet er lavet for hendes skyld. ”Rekviem på Tågeøen” er fantastisk velskrevet og indeholder alt det en pageturner af en spændingsroman skal indeholde, måske med en lille overvægt af romantik og uopfyldt kærlighed.

Jeg ser allerede nu frem til næste bind i forfatterens serie om en verden i Franz Oswalds syge sind, om man så må sige. Er du til spændingsromaner med et helt særligt indhold, så må ”Rekviem på Tågeøen” absolut være noget for dig, hvis du tør.

Vurdering: 4/6 Roser.

Krimiormen.

4/6 Roser

"OMPHALOS"

TRILOGI #3/3

SKREVET AF

ELSEBETH GUNDERSEN JENSEN

"Omphalos" skrevet af Elsebeth Gundersen Jensen

ANMELDEREKSEMPLAR

Forfatter: Elsebeth Gundersen Jensen

Forlag: Forlaget Mellemgaard

Udgivelse: 8. juli 2022

Sider: 556

Format: Hæftet

Genre: Roman

ISBN-13: 9788775756223

Anmeldt: 2. august 2022

Jeg fik tilsendt bogen som et anmeldereksemplar. Anmeldelsen er udtryk for min egen vurdering af bogen og ikke påvirket heraf.

Om bogen:

Efter en årrække som shaman for sekten Visdommens Børn, som han har skabt sammen med vennen Kurt, foretager Georg en nat i 1986 et skæbnesvangert valg, hvorefter hans genius Gabriel endeligt slår hånden af ham.

Georg trækker sig såret tilbage og lever herefter en tilbagetrukket tilværelse, mens Kurt og Miriam trofaste forbliver ved hans side. I 2013 efter en depression flytter Kurt og Miriams datter, Julie, modstræbende tilbage til Ramslev, hvor hun forsøger at tage livtag med sin barndoms værste minder om forældrenes sekt, lokalbefolkningens fjendtlighed og den humørsyge Georg.

Men under overfladen af barndommens almindelige traumer dukker dybereliggende minder frem, som Julie har fortrængt. Alene midt på korsvejen møder Julie pludselig en uventet støtte og allieret i sin barndomsfjende nummer ét – den falmede profet Georg.

Alle tråde samler sig i denne tredje og sidste del af trilogien om præstesønnen Georg Ramslev og hans ambitiøse genius Gabriel.

Uddrag af bogen

Julie tog endnu en dyb indånding. Ramslev havde altid duftet sådan om foråret. Det var en velkendt og behagelig duft. Duften af blomster blev stærkere, når hun fokuserede på den. Den føltes sød og næsten kølig mod hendes næsebor.

Men så fulgte en anden duft. Langsomt og snigende bredte den sig og fortrængte alt andet. En sød, kvalmende duft. En duft af rådnende blomstereng, som hun ikke genkendte. Ubehaget kom langsomt krybende og lammede hende omtrent.

Julie følte en isnende kulde ramme sin hud, og hun havde svært ved at få vejret. Alle hendes sanser skreg i rædsel, og hun kæmpede sine øjne åbne og nåede afværgende at løfte hænderne, parat til at forsvare sig. Rummet var tomt.

Om forfatteren

Elsebeth Gundersen Jensen (f. 1974) har tidligere udgivet Naamahs Sønner, Visdommens Børn og Sankt Michaels Sanatorium. 

ANMELDELSE

Mit første ord, når det kommer til Elsebeth Gundersen Jensens forfatterskab, er ganske kort: WOW. Det var den tanke jeg sad tilbage med efter at have lukket sidste side i ”Omphalos”.

Serien består af følgende bind:

1. Naamahs sønner.

2. Visdommens børn samt dette 3 og afsluttende bind

3. Omphalos.

Udover denne trilogi har jeg læst

4. Sankt Michaels Sanatorium, ligeledes skrevet af Elsebeth Gundersen Jensen.

Forvent ikke en traditionel roman når du giver dig i kast med hendes forfatterskab. Det er dybt, fængslende, erotisk og djævelsk. 1. del ”Naamahs sønner” er en fascinerende roman om en satanistisk loge der kalder sig Naamahs sønner.

Hovedpersonen hedder Georg Ramslev. Som barn og ung var hans far, præsten Eberhardt Engel overbevist om at Georg var besat af en dæmon. Eberhardt udsatte Georg for gentagne forsøg på uddrivelse af dæmonen, der nærmede sig mishandling. Mere end én gang blev lægen Otto Holst kaldt til præstegården for at behandle Georgs sår.

Georg rejser til Århus for at studere Teologi. Et studie man vel kan undre sig over da Georg hader sin far og hans opdragelsesmetoder af Georg. I Århus flytter han ind hos enken Emma Lindgren som driver et mindre pensionat. Samme sted bor antikvaren Johannes Sølvvang samt den unge religionsstuderende Kurt.

Kurt og Georg bliver hurtigt meget tætte, vel nærmest som brødre. I visse passager i romanen kan man måske få den tanke at deres følelser for hinanden er noget andet og mere intimt end bare venskab. Johannes er en af grundlæggerne af den satanistiske loge Naamahs sønner.

De 2 venners nære venskab fortsætter, mere eller mindre vellykket hele trilogien igennem. I ”Visdommens børn” har Kurt giftet sig med Miriam, som fortsat ikke kan fordrage Georg, og de to ungdomsvenner har derfor ikke set hinanden, siden Georg rejste.

Livet ånder dog alt andet end idyl for de nygifte, hvis verden på godt og ondt fortsat er indfiltret i sekten Naamahs Sønner. Da pengene begynder at slippe op, kontakter Georg sektens aldrende mystagog, antikvaren Johannes Sølvvang, i håb om at han kan hjælpe ham med at udgive sin grimoire.

Mødet starter en lavine af begivenheder, og langsomt åbenbares Gabriels endelige hensigt med Georg. En dag banker Georg atter på Kurts dør, og dette møde bliver ikke uden omkostninger. I dette 3. bind af trilogien ”Omphalos” samles de 2 venners tråde og Kurts og Miriams børn får en meget større rolle i fremtiden efter trilogien.

”Omphalos” er en stærk roman om en okkult verden, som jeg kommer til at savne, nu, hvor der ikke er flere sider at læse om Georg Ramslev, Kurt og Miriam og deres børn Jakob og Julie. ”Omphalos” er virkelig en meget stærk fortælling om en okkult verden, som jeg personligt, intet kendte til før trilogien om Georg Ramslev, vennen Kurt og Visdommens børn.

Min anbefaling er helt klart, at du ikke bør lade dig snyde for, at dykke dybt ned i forfatterens univers om det okkulte og en kærlighed, helt ud over det sædvanlige. ”Omphalos” er stærk, rørende og intelligent litteratur, der åbnede mit blik for en helt anden verden.

Jeg kan kun give denne fantastiske afslutning hele 6 stærke roser. Visdommens børn vil leve stærkt i min sjæl længe efter, at jeg har lukket den sidste af bøgerne i serien.

Vurdering: 6/6 Roser.

Krimiormen.

Her finder du lydbogsapps:

Lydbogormen

6/6 Roser