Krimiormen

en blog om mine læseeventyr og lidt andet godt 😁

JULI 2022

UPDATE JULI 2022

Juli måneds læseoplevelser

JULI MÅNEDS OPLEVELSER

Måneden bød på lidt af hvert, når det kommer til læseoplevelser. 4 bøger i serier og 5 bøger der ikke er en del af en serie. Måneden startede med Sissel-Jo Gazan og spændingsromanen ”Uglens øje”. Jeg mødte forfatteren Sissel-Jo Gazan 1. gang under Corona, hvor vi var til et arrangement, hvor hun optrådte sammen med blandt andet Forfatteren Sara Blædel arrangeret af forlaget.

Spændingsromanen ”Uglens øje” er dog mit 1. bekendtskab med forfatteren i bogform. Det er bestemt et bekendtskab, som jeg meget gerne gentager. I ”uglens øje” følger vi flere hovedpersoner hvis oplevelser bliver flettet ind i hinanden på forunderlig vis.

Én af personlighederne er efterforskeren Søren Markhauge med en umulig sag om et forsvundet barn. 5 Roser fik bogen.

Jens Jørgen Hansens ”Knægten fra Kangaamiut” er 2. bind om makkerparret Sommerland & Winther. Winther, en falleret revisor med røde tal på samtlige konti – såvel de økonomiske som de menneskelige – forsøger at komme til hægterne igen.

Jobbet som vagtmand på campingpladsen kaster ikke noget særligt af sig, og Sommerland – en ældre, bindegal elitesoldat, som fungerer bedst på en blanding af lykkepiller og adrenalin – der ellers hjælper ham med jobbet, har sit at slås med efter at have laserudpeget et bombemål, som slet ikke brød sig om at blive peget på. 4 Roser fik dette bind i krimiserien.

Morten Remar har skrevet en serie med journalisten Jakob Fink i hovedrollen. ”Mestermanden” er 3. bind i serien. Tredje bind i den fængslende spændingsserie om journalisten Jakob Fink. Jakob er i dyb krise. Han ved ikke, hvad han vil med sit liv, han er plaget af de begivenheder, han oplevede som barn, og han mangler som altid penge.

Hans elskede Sheila er rejst tilbage til Mogadishu, og han har ikke hørt fra hende længe. Dette bind er i absolut topklasse og får 6 Roser.

Claus Lohmann har skrevet krimien ”Genstart”. Da den unge retsgenetiker, Sarah Bermann, foretager en tilsyneladende rutinemæssig DNA-analyse i forbindelse med opklaringsarbejdet af et brutalt drab i Philadelphia, gør hun en sensationel biologisk opdagelse.

Som konsekvens bliver Sarah ført ind i amish-folkets isolerede og primitive livsførelse i Lancaster County, Pennsylvania, der står i skærende kontrast til hendes eget overfladiske og materialistiske liv. 5 Roser fik denne krimi.

David Garmark har skrevet krimien ”Arvæv”. Alexandra Torn, tidligere feteret vært i sit eget rejseprogram, er flyttet på landet. Brutalt skamferet og plaget af angstanfald forsøger hun at falde til i den lille by, men det er lettere sagt end gjort.

Da hun en aften finder en ringende mobiltelefon i sin postkasse, bliver hun trukket ind i en hensynsløs spiral af vold og vanvid. 4 Roser fik denne krimi.

Så kom tiden til månedens Corona-roman ”Stoptid” skrevet af Jan Thiele. Covid-27, følgesygdommen af det tredje verdensomspændende virusudbrud på få år, er nogenlunde under kontrol. Fischer Fischer arbejder i Coronaservice, hvor alle borgere skal gøre tjeneste, hvis de ikke har et andet job.

Fischer arbejder med tracking af vira. På jobbet møder han Bjørn, som han har det hyggeligt med. En dag opfører Bjørn sig mærkeligt, og dagen efter er han død. Tilsyneladende for egen hånd. Tilsyneladende fordi han var blevet coronaskør.

Men Fischer ved noget, politiet ikke ved. Han vil til bunds i sagen for at finde ud af, om der foreligger en forbrydelse. Ulykkeligvis bliver han dermed selv involveret i miseren. Det ændrer alting. Nu er det pludselig Fischer, der er den coronaskøre. 4 Roser gav jeg romanen.

Helen Cox` har skrevet endnu en krimi i serien om Kitt Hartley og hendes kæreste Malcolm Halloran ”Mord på heden”. Et glædeligt gensyn med Kitt Hartley – bibliotekar og detektiv Kitt Hartley vågner til nyheden om, at der er begået et mord i Irendale, en landsby på den vilde Yorkshire hede, hvor hendes kæreste, kriminalkommissær Malcolm Halloran, boede med sin hustru, indtil hun blev myrdet for fem år siden.

Bogen er 3. bind i den fantastiske serie. Bogen fik 5 Roser.

Endnu et bind i Morten Remars serie om Jakob Fink blev det til. ”Skyggemord” er 1. bind i serien. Den arbejdsløse journalist Jakob Fink er netop vendt hjem til sin fødeby, da han får en opgave for den lokale annonceavis om at dække åbningen af et nyt flygtningecenter.

Her møder han den syriske flygtning Delavan, en livsglad og langt fra traumatiseret ung mand, der samme aften forsvinder fra centeret under mystiske omstændigheder. 5 smukke roser gav jeg bogen.

Sidst kom turen til en kombineret anmeldelse af lydbogsappen Mofibo og krimi-thrilleren ”Mørkets afgrund” som er forfatteren Nis Jakobs 3. bind i serien Rød hævn. Jeg har tidligere prøvet Saxos app, Chapter samt Bookmate. Ud af disse 4 apps så vurderer jeg Mofibo som værende den næstbedste lige efter Saxo.

På grund af udvalget, oplæserne samt overskueligheden i app`en. Det blev alt for juli måned og endnu en spændende måned i bøgernes verden står for døren. Rigtig god august til jer, der følger mine oplevelser.

Krimiormen.

"MØRKETS AFGRUND"

MOFIBOORIGINAL

RØD HÆVN #3

SKREVET AF

NIS JAKOB

"Mørkets afgrund" skrevet af Nis Jakob

Mofibo

Forfatter: Nis Jakob

Forlag: Jakobs Press/Mofibo

Udgivelse: 1. juli 2022

Varighed: 10 timer 1 minut

Genre: Krimi-serie

Serie: Rød hævn #3 Mofibooriginal

Oplæser: Dan Schlosser

Isbn: 9789180353861

Format: Storytel original Lydbog

Anmeldt: 28. juli 2022

Jeg fik adgang til bogen via et prøve-abonnement hos Mofibo. Anmeldelsen er udtryk for min egen vurdering af bogen og ikke påvirket heraf.

Om bogen:

Mørkets afgrund er 3. sæson af Nis Jakobs spændingsmættede og grusomme serie RØD HÆVN. Den pensionerede politibetjent Hans Schmidt, der er dømt for flere drab, afsoner i Danmarks mest sikre fængsel sammen med nogle af landets farligste fanger.

Den egentlige gerningsmand bag de spektakulære mord kører en lukrativ forretning med dødsporno, som han distribuerer via lukkede fora på internettet. Forbrydelserne sættes i værk via et netværk af mænd, der er villige til at begå overgreb og mord på hans bestilling.

Louise, bor fortsat i præstegården. Men nu helt alene. Hun prøver at komme sig ovenpå nedturen over Hans’ uretfærdige fængselsdom. Hun går til psykolog og fylder sig med piller for at få styr på sit liv, mens hun overvejer at droppe helt ud af politiet.

Hans vil ikke lade sig kue og beslutter sig for at gøre noget ved situationen. Han vil flygte ud af det topsikrede fængsel, men han kan ikke uden Louises hjælp. Det kræver, at hun er villig til at sætte alt på spil for at redde ham, så de sammen kan prøve at finde den psykopatiske gerningsmand, der allerede har et nyt mord på samvittigheden.

Hvad ingen af dem ved er, at morderen hver dag holder øje med Louise i præstegården. Han er fuldstændig besat af, at hun skal have hovedrollen i hans næste dødsfilm.

MOFIBO

Reelt er denne anmeldelse flettet sammen med en anmeldelse af Mofibo som lydbogsapp i forbindelse med, at jeg lyttede til Nis Jakobs 3. sæson (som den kaldes) af serien ”Rød hævn” på Mofibos lydbogsapp. Jeg har desværre kun læst eller lyttet til de 2 sidste dele af Rød hævn.

Jeg vil bestemt anbefale, at du lytter til alle 3 sæsoner i rette rækkefølge, for at få det fulde udbytte af hele serien Rød hævn. Jeg har læst/lyttet til følgende udgivelser, skrevet af Nis Jakob:

1. Eliksir (Wolf #5).

2. Helvedes port (Rød hævn #2).

3. Mørkets afgrund (Rød hævn #3).

Mofibo er den 4. lydbogsapp, jeg har stiftet bekendtskab med. Mofibo ligger absolut i topklassen af apps, når du gerne vil lytte til dine bøger. Appen er nem at navigere rundt i. og glemmer ikke, hvor du er nået til i dine bøger.

Indtil nu har jeg ikke læst en bog, som jeg ikke har kunnet finde som lydbog i Appen. Med andre ord så har Mofibo et rigt og varieret udvalg af læseoplevelser. Alle 3 bøger i serien ”Rød hævn” skrevet af Nis Jakob, har jeg fundet som lydbøger hos Mofibo.

Det betyder også, at man ikke går glip af en bog i serien. I tilgift så er alle de oplæsere, jeg er stødt på hos mofibo virkelig dygtige uden maskinel oplæsning. Som man måske ved, hvis man har lyttet til mange bøger, så har oplæseren stor betydning for lytterens oplevelse af bøgerne.

Mofibo som lydbogsapp får mine varmeste anbefalinger med på vejen med 5 flotte roser fra Krimiormen.

 

5/6 Roser

MØRKETS AFGRUND

”Mørkets afgrund” er en hæsblæsende, overraskende og fænomenal afslutning på hele serien ”Rød hævn”, som jeg ser som en krimiserie i absolut topklasse. Vi følger delvist den pensionerede politibetjent Hans Schmidt, der uberettiget er dømt for flere drab.

Bogens 2. hovedperson, Politibetjenten Louise Andersen bor fortsat i præstegården, men nu alene. Hun er mentalt nedbrudt over Hans`s fængsling. Læseren præsenteres for nogle meget velbeskrevede karakterer som man føler at man kommer helt tæt på igennem hele serien.

Nis Jakobs serie leverer fuldt ud både hvad angår geniale plot-twist og hæsblæsende handling, ikke mindst i dette 3 og afsluttende bind af serien. Man er ikke i tvivl om, at man her har en forfatter med mange års erfaring i at fastholde læseren fra første side og ikke give slip førend bogen er lukket igen.

”Mørkets afgrund” og hele serien ”Rød hævn” får mine varmeste anbefalinger med på vejen, hvis du er til spænding, drama og karakterer i en helt særlig liga.

Vurdering: 5/6 Roser.

Krimiormen.

Her kan du finde lydbogsapps:

Lydbogormen

Bogen findes hos Mofibo:

Mofibo

5/6 Roser

"SKYGGEMORD"

FINK #1

KRIMISERIE

SKREVET AF

MORTEN REMAR

"Skyggemord" skrevet af Morten Remar

ANMELDEREKSEMPLAR

Forfatter: Morten Remar

Forlag: Lux

Omslagsgrafiker: Betina Drews

Udgivelse: 12. oktober 2021

Sider: 362

Format: Hardback

Genre: Krimi

Serie: Fink #1

ISBN: 9788775670208

Anmeldt: 27. juli 2022

Jeg fik tilsendt bogen som et anmeldereksemplar. Anmeldelsen er udtryk for min egen mening om bogen og ikke påvirket heraf.

Om bogen:

Den arbejdsløse journalist Jakob Fink er netop vendt hjem til sin fødeby, da han får en opgave for den lokale annonceavis om at dække åbningen af et nyt flygtningecenter. Her møder han den syriske flygtning Delavan, en livsglad og langt fra traumatiseret ung mand, der samme aften forsvinder fra centeret under mystiske omstændigheder.

Hverken modtagercenteret, myndighederne eller pressen er interesseret i at finde ud af hvad der er sket, så Jakob begynder sin egen efterforskning. Det bringer ham i kontakt med Delavans danskboende fætter, taxichaufføren Antonio, der har en bandefortid og stadig ikke er helt ren i kanten, den betagende Røde Kors medarbejder, Sheila, der gemmer på en frygtelig hemmelighed, og ejeren af et globalt sikkerhedsfirma, der af uvisse grunde vil hjælpe Jakob.

Hvad Jakob ikke ved er, at nogen forsøger at spænde ben for hans eftersøgning, og at det kan få fatale konsekvenser, hvis han kommer for tæt på sandheden.

SKYGGEMORD er en spændende, medrivende og intens krimi om jagten på en skånselsløs seriemorder i uhyggelig sag, der byder på bådedød, vold og magtmisbrug på allerhøjeste plan og er første selvstændige bind i krimiserien om Jakob Fink.

ANMELDELSE

”Skyggemord” er 1. bind af Morten Remars serie om Journalisten Jakob Fink. Indtil videre er der udkommet 3. bind i serien om den karismatiske, arbejdsløse Journalist, der har en evne til, at bide sig fast i en historie og ikke slippe den, før han har været helt til bunds i baggrunden og fulgt historien helt til dørs.

Jeg har tidligere læst følgende udgivelser af musikeren og forfatteren Morten Remar:

1. Amok (2016).

2. Den sporløse. Martin Rømer #2 (2018).

3. Skyggemord. Fink #1 (2020).

4. Mestermanden. Fink #3.

Jeg har 2. bind af Remars serie om Fink liggende, så anmeldelsen af den følger senere. Jeg har nævnt det i én af mine tidligere anmeldelser af Morten Remars udgivelser, men han er absolut med tiden, blevet en meget stærkere forfatter.

De 2. bind, jeg indtil nu har læst, om Jakob Fink, er stabile, velformulerede og indeholder et plot og en handling, der hænger rigtig godt sammen. Jeg ser allerede nu frem til, at læse 3 bind i serien om Journalisten, der bider sig fast i sine historier, som en burre.

Hele Morten Remars forfatterskab, beviser bare, at man ikke skal give op, selvom første forsøg, ikke rammer toppen. Det er i hvert fald sådan jeg har det med hans forfatterskab, indtil videre. Lidt om ”skyggemord” og handlingen i historien.

Hele historien er en intens og grufuld krimi om jagten på en uhyggelig seriemorder, med karisma og finanserne i orden. Jakob Fink har mistet sit job som Journalist og har fået en opgave med at opsøge et flygtningecenter og skrive en artikel om stedet.

Jakob skylder sin ekskone Karin en frygtelig masse penge, så nu haster det, med at få skrabet lidt penge sammen i en vis fart. Karin befinder sig i Bangladesh og arbejder for læger uden grænser. Jakob bor i en lejlighed i Helsingør, hvor han kun kan bo kortvarigt.

Chefredaktør Poul ”Pennen” Høgh har kontaktet Jakob om en hasteopgave, som Jakob egentlig synes er noget lort og ret uinteressant, men af nød må han altså sige ja til opgaven. Et ja som får store konsekvenser for hans nærmeste fremtid.

Det nye flygtningecenter skal indvies og den unge, smukke Somaliske kvinde Sheila tager imod Jakob på centret. Jakob får taget nogle billeder af indvielsen med Sheilas mobilkamera, et rigtig godt argument for Jakob, til at holde kontakten med den smukke unge kvinde, som Jakob øjeblikkeligt føler sig tiltrukket af.

Dette møde bliver skæbnesvangert for Jakob, Sheila og begges fremtid. Der går ikke lang tid, inden det går op for Jakob, at der er noget mystisk ved flygtningecentret, Sheila og hendes overordnede på Centret. Mødet bliver samtidig starten på en hæsblæsende jagt på en gruppe, der bortfører, misbruger og myrder flygtninge, der forsvinder sporløst fra centret.

”Skyggemord” er en stærk og nutidig fortælling om en kamp for sagesløse flygtninge og en jagt på skruppelløse rigmænd, der ikke skyr nogen midler, for at opfylde deres egne fysiske behov, uden tanke på andre. ”Skyggemord” er absolut en velskrevet spændingsroman, som evner at fastholde læseren i yderste spænding, hele vejen igennem bogen.

”Skyggemord” får mine varmeste anbefalinger med på vejen, hvis du er til grufuld, vedkommende spænding i en helt særlig klasse.

Vurdering: 5/6 Roser.

Krimiormen.

Her kan du finde lydbogsapps:

Lydbogormen

Bogen findes hos Mofibo:

Mofibo

5/6 Roser

"MORD PÅ HEDEN"

KITT HARTLEY #3

SKREVET AF

HELEN COX

"Mord på heden" skrevet af Helen Cox

ANMELDEREKSEMPLAR

Kitt Hartley #3.

Forfatter: Helen Cox

Oversætter: Søren K. Barsøe

Originalsprog: Engelsk

Original titel: Murder on the Moorland

Forlag: Forlaget Zara

Udgivelse: 11. juli 2022

Sider: 320

Format: Paperback

Genre: Krimiserie

Serie: Kitt Hartley #3

ISBN: 9788771165432

Anmeldt: 25. juli 2022

Jeg fik tilsendt bogen som et anmeldereksemplar. Anmeldelsen er udtryk for min egen mening om bogen og ikke påvirket heraf.

Om bogen:

Et glædeligt gensyn med Kitt Hartley – bibliotekar og detektiv Kitt Hartley vågner til nyheden om, at der er begået et mord i Irendale, en landsby på den vilde Yorkshire hede, hvor hendes kæreste, kriminalkommissær Malcolm Halloran, boede med sin hustru, indtil hun blev myrdet for fem år siden.

De to mord synes at være identiske helt ned til det symbol, som er skåret ind i offerets hånd. Ude af stand til at lade det lokale politi løse mordgåden, tager Kitt og Halloran til Irendale, hvor der venter et litterært mysterium, der skal løses, inden mordet kan opklares.

En linje fra et angelsaksisk digt er blevet fundet på offeret, og det fører Kitt og Halloran til et skjulested og endnu et kryptisk spor. Hvad er forbindelsen til mordet på Hallorans hustru for så længe siden? At finde morderen kræver opfindsomhed fra Kitt og Halloran og deres brogede venneflok.

Mord på heden er tredje bog i serien om Kitt Hartley. Hver bog indeholder en selvstændig, afsluttet historie. Kitt Hartley-serien byder læseren på spænding, humor, skæve personligheder og ikke mindst kærlighed.

Udsnit af inderflappen

ANMELDELSE

”Mord på heden” er Helen Cox` 3. krimi i forfatterens serie om bibliotekaren Kitt Hartley og hendes venner/kolleger. Jeg har læst alle 3 bind i serien, som består af følgende bind:

1. Dødbringende besked (2020)

2. Liget i Boghandlen (2021), samt dette 3. bind

3. ”Mord på heden.

Som jeg har skrevet før:

Helen Cox formår at fastholde læseren i en morsom skrivestil med et tilpas glimt i øjet.

Dette udsagn lever Cox til fulde op til i dette 3. bind af krimiserien. For at få det fulde udbytte af karakterernes udvikling, så vil jeg klart anbefale, at man læser alle 3 bind i den rigtige rækkefølge. Javist, du kan sagtens læse bindene uafhængigt af hinanden, så går man bare glip af karakterernes individuelle udvikling.

Hele serien indeholder en fantastisk skrivestil, har et overraskende plot og er tilpas morsom og vanedannende. At man så i tilgift bliver præsenteret for en lille smuk kærlighedshistorie, gør kun bøgerne til så meget mere end ”Bare” en krimiserie.

Hele serien har bibliotekaren Kitt Hartley i hovedrollen. Jeg betragter serien som en moderne Agatha Christie serie. Helen Cox formår på eminent vis at tage krimi-handsken op efter krimiens mester Agatha Christie. Lidt om handlingen:

Efterforskeren Malcolm Halloran og Bibliotekaren Kitt Hartley har efterhånden været kærester i 10 måneder. Mal er på vej til at besøge sin 1. kones morder i fængslet. Han er aldrig rigtig kommet sig over hendes mord og episoden ligger som en skygge over hans nye forhold.

Ikke forstået sådan, at han ikke er forelsket i Kitt. Det er han skam. Endda rigtig meget. Alligevel ligger morderen Jeremy Kerrs handlinger som en ækel skygge over det nye forhold. Udover at ”Mordet på heden” er en fænomenal krimi så er bogen faktisk også en rigtig smuk og fængslende kærlighedshistorie.

Men nu er sagen den, at endnu en kvinde er blevet dræbt og Halloran mistænker Kerr, for at have haft en finger med i spillet. Mordet på kvinden Amber Downing minder temmelig meget i udførsel om mordet på Hallorans 1. kone.

Derudover så blev mordet på Amber begået i den by, som Halloran boede i sammen med sin kone, langt ude på heden. Udåden er begået i landsbyen Irendale, på den vilde Yorkshire hede. Den lokale efterforsker Bailey accepterer, at Halloran og Kitt assisterer ham i efterforskningen, sådan lidt i det skjulte.

Halloran er nemlig på tvungen orlov og skulle egentlig slappe af, så han mentalt kan komme lidt ovenpå igen. ”Mord på heden” er præcis, som de 2 første bøger i serien, smækfyldt med spænding, drama og kærlighed. En skøn forening af en smuk kærlighedshistorie og en grufuld krimi.

Helen Cox har en helt særlig evne til, at fastholde læseren i spænding og udrulle et helt særligt plot, der formår at overraske og begejstre mig, som læser. ”Mord på heden” har, i forhold til de 2 første bind i serien, en lille overvægt af Malcolm og Kitts kærlighedshistorie.

Det betyder dog ikke, at der er givet køb på spændingen, næsten tværtimod. ”Mord på heden” får de varmeste anbefalinger med på vejen, hvis du er til et mix af krimi, svigt og mord krydret med et stænk kærlighed.

Vurdering: 5/6 Roser.

Krimiormen.

Du kan besøge forlaget her:

Zara

Her kan du finde de forskellige lydbogsapps:

Lydbogormen.dk

5/6 Roser

"STOPTID"

ROMAN

SKREVET AF

JAN THIELE

"Stoptid" skrevet af Jan Thiele

ANMELDEREKSEMPLAR

Forfatter: Jan Thiele

Forlag: EgoLibris

Udgivelse: 21. juli 2022

Sider: 152

Format: paperback

Genre: Roman

ISBN: 9788793959637

Anmeldt: 21. juli 2022

Jeg fik tilsendt bogen som et anmeldereksemplar. Anmeldelsen er udtryk for min egen mening om bogen og ikke påvirket heraf.

Om bogen:

Covid-27, følgesygdommen af det tredje verdensomspændende virusudbrud på få år, er nogenlunde under kontrol. Fischer Fischer arbejder i Coronaservice, hvor alle borgere skal gøre tjeneste, hvis de ikke har et andet job.

Fischer arbejder med tracking af vira. På jobbet møder han Bjørn, som han har det hyggeligt med. En dag opfører Bjørn sig mærkeligt, og dagen efter er han død. Tilsyneladende for egen hånd. Tilsyneladende fordi han var blevet coronaskør.

Men Fischer ved noget, politiet ikke ved. Han vil til bunds i sagen for at finde ud af, om der foreligger en forbrydelse. Ulykkeligvis bliver han dermed selv involveret i miseren. Det ændrer alting. Nu er det pludselig Fischer, der er den coronaskøre.

"Stoptid" krimiormen på flappen

ANMELDELSE

Jeg har tidligere læst og anmeldt følgende udgivelser, skrevet af Jan Thiele:

1. Jeg testamenterer. 

2. Jeg tilgiver dig…ikke. Eva Bandsted #1. 

3. Fristdag. Ligeledes med Fischer Fischer #1 i hovedrollen.

Lad mig med det samme, gentage mig selv fra tidligere anmeldelser af Jan Thieles udgivelser: ”Stoptid” er præcis lige så skæv, anderledes og hylende morsom som forfatterens tidligere udgivelser. Grundelementet i ”Stoptid” er ganske vist skræmmende og, vel nok, de fleste menneskers helt store skræmmescenarie.

Vi er ude over Covid -19 og står i Covid-23 med gentagne Corona-epidemier. Året er 2027 og Danmarks ledelse er nærmest en parodi. Kineserne sidder i toppen over landets ledelse og de fleste betydningsfulde veje i landet har nu fået Kinesiske navne.

Ganske vist er Lærke Jeppesen landets leder, på papiret, men hun er styret som en anden marionetdukke af det Kinesiske styre. Alle dem der mener og udtaler sig om, at Corona ikke er værre end en Influenzaepidemi ender i Coronafængsel, indtil de kommer på bedre tanker.

Fischer Fischer har mistet sit job og i den nye Corona-tid findes der ingen arbejdsløshed. Alle der står uden beskæftigelse bliver inddelt i A til I-jobs. A-personerne er de vigtigste og C-personerne er dem der ikke tjener særligt godt og bliver nærmest betragtet som en slags undermennesker.

Tidligere har Fischer været ansat i Justitsministeriet sammen med Lærke Jeppesen, da han er jurist. Nu har han altså fået job i Coronaservice som C-borger. Hans kæreste Petrine vil ikke rigtig dyrke sex med Fischer. Regeringen Staten fraråder trods alt, at man ikke er intime medmindre man skal have børn.

Og lige der er hverken Fischer og Petrine altså ikke lige nu. Fischer får en ny ven i Coronaservice, Bjørn. Bjørn lever lidt på kanten med fare for at blive fængslet på grund af sit læsestof og sin fanden-i-voldsk-hed. En dag begår Bjørn selvmord, men Fischer tror ikke på, at Bjørn endte sit liv af egen fri vilje.

Fischer åbner øjnene for alvor og begynder at undersøge om der ligger en anden bag Bjørns selvmord. Læseren får et dybt indblik i politiske magtstrukturer og skrækscenarier, hvor Danmark mere ligner en diktaturstat end et egentligt demokrati.

”Stoptid” er helt klar tro imod Thieles tidligere udgivelser i sin karakteristik, formidable humor og en hovedperson der befinder sig i en helt særlig klasse og i sin helt egen verden. Umiddelbart så vil jeg gætte på, at Thiele mener at Danmark er hærget af Corona-restriktioner og med urimelige begrænsninger i den personlige frihed.

Alt sammen med baggrund i denne nye hverdag med det næste Coronaudbrud, lige rundt om hjørnet. Eller i hvert fald truslen om udbrud. ”Stoptid” er bestemt en roman, der giver læseren stof til eftertanke i en tid, der kan byde på hvad som helst i retning af restriktioner og forbud mod et frit levet liv.

”Stoptid” indeholder et skrækscenarie om en fremtid med regler og paragraffer og et overgreb mod den personlige frihed for det enkelte menneske. Kort sagt en roman om Corona skøre mennesker. Hvis du er til en roman i en helt særlig og anderledes klasse, smækfyldt med humor, så giver jeg mine varmeste anbefalinger til ”Stoptid”.

Vurdering: 4/6 Roser.

Krimiormen.

Her finder du diverse lydbogsapps:

Lydbogormen

"ARVÆV"

KRIMI

SKREVET AF

DAVID GARMARK

"Arvæv" skrevet af David Garmark

ANMELDEREKSEMPLAR

Forfatter: David Garmark

Forlag: Lux

Omslagsgrafiker: Betina Drews

Udgivelse: 20. juni 2022

Sider: 400

Format: Hardback

Genre: Krimi

ISBN: 9788775671793

Anmeldt: 19. juli 2022

Jeg fik tilsendt bogen som et anmeldereksemplar. Anmeldelsen er udtryk for min egen mening om bogen og ikke påvirket heraf.

Om bogen:

Alexandra Torn, tidligere feteret vært i sit eget rejseprogram, er flyttet på landet. Brutalt skamferet og plaget af angstanfald forsøger hun at falde til i den lille by, men det er lettere sagt end gjort. Da hun en aften finder en ringende mobiltelefon i sin postkasse, bliver hun trukket ind i en hensynsløs spiral af vold og vanvid.

For efterforskerne Mark Berg og Erika Sabatini genåbnes en otte år gammel sag, da en kendt tv-producer findes myrdet i sit hjem. Seriemorderen, der af offentligheden er blevet døbt Trofæjægeren, har tre tidligere drab på samvittigheden og er tilsyneladende tilbage efter sit sidste offer – Alexandra Torn.

Arvæv er en voldsom, psykologisk spændingsroman om at holde fast i sit liv, selvom det er ved at smuldre. En roman om hævntørst og om hvor grænsen går for selvtægt.

ANMELDELSE

”Arvæv” er en krimi med en gerningsmand, helt ud over det sædvanlige. Han torturerer sine ofre på det grusomste. I tilgift så ender eet af hans ofre med, ikke at kunne se anden udvej, end at blive hans tredje hånd. Lige præcis dette offer gør alt for at hjælpe gerningsmanden med sine grufulde handlinger.

Hovedpersonen i historien er helt klart den tidligere skærmtrold Alexandra Torn kaldet Alex. Alex har nogle grusomme ar i ansigtet, der har frataget hende hendes job som smuk skærmmagnet i nogle rejseprogrammer.

Alexandra bliver udover at være gerningsmandens værktøj eet af hovedvidnerne i en massemorders gerninger. Alex er smækfyldt med traumer over de hændelser, som hun har været udsat for. Alex er blevet skræmt, klodset og frygteligt skadet af sine oplevelser.

Hun har mistet tilliden til andre mennesker og sit smukke ydre. Alex er gerningsmandens eneste overlevende offer og trækkes rundt i manegen af dette frygtelige menneske. Alex er flyttet langt ud på landet. Problemet er bare, at da Alex er et kendt ansigt, så kan hun ikke rigtigt skjule sig nogen steder.

Måske havde hun nemmere kunnet gemme sig inde midt i en storby. Men de ar, som gerningsmanden har givet hende, gør at hun er blevet bange for andre mennesker. Faktisk havde hun nok været bedre stillet, hvis hun havde været eet af gerningsmandens døde ofre, i stedet for det eneste overlevende offer.

Alexandra ved at gerningsmanden kalder sig for Brandt. Som et brændt menneske. Efterforskerne Mark Berg og Erika Sabatini jagter på samme tid en gerningsmand der kalder sig trofæjægeren. Han har mindst 3 tidligere mord på samvittigheden og det ser nu ud til al Alexandra er hans næste offer.

”Arvæv” er en voldsom psykologisk spændingsroman om at holde fast i sit liv, selvom det er ved at smuldre. ”Arvæv” handler om hævntørst og om hvor grænsen går for selvtægt. Gerningsmanden har en mannequindukke for hvert offer, han har på samvittigheden.

Han diskuterer sine handlinger med disse døde dukker og har klædt dem ud som sine ofre. Mark Berg er inde i sit livs krise med sin kone og det ser ud til, at de står foran en skilsmisse. Han og Erika har altid været meget tætte og nu står deres forhold i en kritisk situation.

”Arvæv” er en anderledes og spændende spændingsroman med en helt særlig nerve og en hovedperson der evnede at irritere mig ud over alle grænser. Alligevel så evnede bogen at fastholde mig i spænding i en helt særlig grad, hele vejen igennem bogen.

”Arvæv” er mit 1. bekendtskab med forfatteren og det forstår jeg næsten ikke. Garmark evner at skrive med en nerve og intensitet som jeg sjældent har mødt før. Læseren sidder med en gerningsmand, der sidder fast i eet af ofrenes hjernebark som hun næsten ikke formår at løsrive sig fra.

Det er stærkt, medrivende og hjerteskærende. ”Arvæv” er én af de stærkeste krimier som jeg har læst i meget lang tid. Det er grufuld læsning, der evnede at trænge helt ind i hjertekulen og med en nerve helt ud over de sædvanlige. Mine varmeste anbefalinger til ”Arvæv” hvis du er til spænding i en helt særlig klasse.

Vurdering: 4/6 Roser.

Krimiormen.

Bogen findes på Mofibo:

Mofibo

Lydbøger:

Lydbogormen

4/6 Roser

"GENSTART"

KRIMI

SKREVET AF

CLAUS LOHMAN

"Genstart" skrevet af Claus Lohman

ANMELDEREKSEMPLAR

Forfatter: Claus Lohman

Forlag: Lux

Omslagsgrafiker: Betina Drews

Udgivelse: 5. juli 2022

Sider: 278

Format: Hæftet

Genre: Krimi

ISBN: 9788775671144

Anmeldt: 13. juli 2022

Jeg fik tilsendt bogen som et anmeldereksemplar. Anmeldelsen er udtryk for min egen mening om bogen og ikke påvirket heraf.

Om bogen:

Anmelderrost debutroman af forfatteren til 'Ukendt land' nu udgivet i en ny og redigeret version. Konspiratorisk og faktuel spændingsroman med twist af krimi. Genstart endte på toppen af Saxos bestsellerliste, da den udkom første gang, og kom ind som nummer to på Amazons bestsellerliste i Italien.

Da den unge retsgenetiker, Sarah Bermann, foretager en tilsyneladende rutinemæssig DNA-analyse i forbindelse med opklaringsarbejdet af et brutalt drab i Philadelphia, gør hun en sensationel biologisk opdagelse. Som konsekvens bliver Sarah ført ind i amish-folkets isolerede og primitive livsførelse i Lancaster County, Pennsylvania, der står i skærende kontrast til hendes eget overfladiske og materialistiske liv.

Hendes opdagelse bliver fulgt tæt af FBI, og før Sarah ved af det, er hun viklet ind i et net, hvis tråde når ud til planetens fjerneste afkroge. Hun føler sig draget af drabssagens hovedmistænkte, den 23-årige amish, David Stoltzfus, og erfarer, at hendes egen far har holdt en hemmelighed skjult for hende, som for altid vil forandre hendes liv.

ANMELDELSE

”Genstart” er noget så usædvanligt, som en omskrivning af en krimi, som forfatteren tidligere har udgivet, under en anden titel. Denne gang bedyrer forlaget dog, at man har været langt mere striks omkring handling og redigering fra forlagets side.

Bogen blev godt nok beskrevet som en bestsellerdebut, men det ændrer dog ikke ved, at krimien altså nu er omskrevet. Oprindeligt hed bogen ”Ukendt land”, men som jeg ser det, så er ”Genstart” en helt ny udgivelse med et spændende emne, der bliver taget under kærlig behandling.

I ”Genstart” bliver læseren ført ind i rets genetik og tilbage til Amishfolkets baggrund og deres anderledes måde, at leve på og anskue verdenen på. David Stoltzfus er 23 år og står for, at skulle på et års ophold i en verden udenfor Amishfolkets lukkede verden.

Det bliver et ophold, der mærker David for livet. David vender hurtigt hjem til Amishfolkets lukkede verden i den lille by, de har isoleret sig i. Han har besluttet sig for, at han ikke hører til i ”de andres” verden, men kun hos sin trygge base med sin familie.

Læseren får et dybt indblik i Amishfolkets lukkede verden, isoleret fra det Amerikanske folk som helhed. På det kollegie, hvor David har opholdt sig, har man fundet en ung kvinde død og voldtaget. David blev bedt om at gå hen på politistationen, sammen med 3 andre unge mænd skal David til forhør.

Sarah Bermann er blevet forladt af sin kæreste 3 måneder tidligere. Sarahs mor døde, da hun var 2 år gammel. Derfor er hun vokset op hos sin far. Sarah har et meget tæt forhold til faderen. Davids forældre Daniel og Sadie og deres børn lever hos Amishfolket.

Stoltzfus-familien lever primitivt og for deres gud. Naboens voksne datter Hannah banker på og fortæller, at hendes mor Ruth er død. Daniels lille datter Katie har overtaget en dukke der har tilhørt Hannahs afdøde datter. Hannah mistede både sin mand og sin datter mange år tidligere.

Hannah må ikke se dukken og er i det hele taget mentalt skrøbelig. Sarah arbejder på Genetisk Center for arvelige studier og rådgivning. Sarah chef Simon kalder hende ind på sit kontor. Sarah fornemmer at Simon er tiltrukket af hende og meget omsorgsfuld overfor Sarah.

Simon viser med stolthed Sarah deres nye genetiske maskine kaldet Mama. Maskinen kan gøre Sarahs arbejdsgang meget nemmere. Sarah afprøver, som det første Mama i forbindelse med en faderskabssag. Sarah bliver sendt ud til Amishfolket for at tage nogle blodprøver i forbindelse med mordet på den unge pige.

Her møder Sarah, David og bliver straks meget bjergtaget af den unge mand. Der går ikke lang tid, inden Sarah bliver involveret i mordet på den unge pige på kollegiet. Dette møde får uoverstigelige konsekvenser for Sarah, hendes far og Simon.

”Genstart” er vanvittig spændende og smækfyldt med viden, spænding og et overraskende plot. Jeg blev meget fængslet af handlingen og baggrunden i historien. Det bliver bestemt ikke sidste gang, at jeg giver mig i kast med en krimi skrevet af forfatteren.

”Genstart” får mine varmeste anbefalinger med på vejen, hvis du er til en krimi der kan noget helt særligt.

Vurdering: 5/6 Roser.

Krimiormen.

Lydbogsapps findes her:

Lydbogormen

 

5/6 Roser

"MESTERMANDEN"

FINK #3

SKREVET AF

MORTEN REMAR

"Mestermanden" skrevet af Morten Remar

ANMELDEREKSEMPLAR

Forfatter: Morten Remar

Forlag: Lux

Omslagsgrafiker: Betina Drews

Udgivelse: 21.juni 2022

Sider: 332

Format: Hardback

Genre: Krimi

Serie: Fink #3

ISBN: 9788775671564

Anmeldt: 10. juli 2022

Jeg fik tilsendt bogen som et anmeldereksemplar. Anmeldelsen er udtryk for min egen mening om bogen og ikke påvirket heraf.

Om bogen:

Tredje bind i den fængslende spændingsserie om journalisten Jakob Fink. Jakob er i dyb krise. Han ved ikke, hvad han vil med sit liv, han er plaget af de begivenheder,han oplevede som barn, og han mangler som altid penge. Hans elskede Sheila er rejst tilbage til Mogadishu, og han har ikke hørt fra hende længe.

For at skrabe penge sammen tilat rejse ned og finde hende, tager han arbejde som ghostwriter for en velhavende advokat,som han bliver venner med. Men en morgen finder Jakob advokaten død i sit træningslokale– dræbt på den mest brutale måde.

Jakob bliver involveret i sagen og opdager, at det er enkamp med tiden, hvis han skal undgå, at flere ofre skal møde samme grusomme skæbne. Samtidig dukker en dødelig trussel op fra Jakobs fortid, og han må beslutte, om han skal tage sagen i egen hånd og dermed overskride sine egne moralske grænser.

Mestermanden foregår ligesom den foregående bog i Viborg og trækker tråde tilbage itiden - ikke kun til en gammel sag, men også til den tid, hvor byens bøddel, mestermanden,havde til opgave at hugge hovedet af tyveknægte, voldtægtsmænd og mordere.

ANMELDELSE

”Mestermanden” er ikke den første bog jeg har læst og anmeldt af Morten Remar. Faktisk er det den 3. udgivelse af musikeren og forfatteren jeg har givet mig i kast med. Jeg har tidligere læst

1. Amok (hans debut) samt

2. Den sporløse.

Begge udgivelser læste jeg for 3 år siden, hvor jeg også mødte forfatteren til Bogforum i 2019. Jeg skal være ærlig og tilstå, at hans tidligste udgivelser ikke imponerede mig specielt meget. Til gengæld så er ”Mestermanden” noget nær et mesterværk.

Bogen er et eksempel på, at øvelse gør mester. Enten er det forklaringen eller også det faktum, at Fink-serien er noget helt nyt og anderledes. Sproget er meget bedre end debuten, ligesom sammenhængen i historien også er langt mere professionel.

”Mestermanden” er 3. bog i Remars serie om journalisten Jakob Fink. Jeg har faktisk de første 2 bind liggende, men har været lidt tilbageholdende med, at give mig i kast med dem, da netop de 2 første udgivelser af forfatteren ikke var nogen udpræget succes.

Det har ”Mestermanden” absolut ændret på. Bravo Morten Remar. ”Mestermanden” beviser bare, at man ikke skal give op, hvis man i grundsubstansen faktisk har evnerne for at skrive rigtig gode bøger med nerve, spænding og substans.

Som i nok kan forstå, så glæder jeg mig vildt meget til at give mig i kast med Remars første 2 bind i serien. I handlingen på ”Mestermanden” befinder vi os i omegnen af Viborg. Vi møder Jakob Fink, der er ved at gøre sig klar til sin aftale med advokaten Max som han er ghostwriter for.

Max er ved at få skrevet sine erindringer, men Jakob og Max er ikke nået særlig langt i fortællingen, da Jakob finder Max dræbt. Jakobs veninde Josefine får til opgave at opklare sagen. Josefine står foran en mulig forfremmelse.

Men kan hun forfremmes når nu hun finder ud af, at hun, ved et uheld, er blevet gravid? Det var bestemt ikke meningen, at Josefine skulle være alene mor og slet ikke lige nu. Mordet på Max bliver ikke den eneste forbrydelse som læseren præsenteres for i ”Mestermanden” og snart går det op for Jakob, at årsagen må findes i Max fortid.

Jakob må nu navigere i sin relation til Josefine og sit erhverv som Journalist. En meget svær balancegang. Samtidig har Jakob indledt et forhold til Eva, selvom han egentlig stadig er dybt forelsket i Sheila, der befinder sig i Mogadishu.

”Mestermanden” er fuldstændig formidabelt konstrueret og formår at fastholde læseren i dybeste spænding hele vejen igennem historien. Derudover lægger ”Mestermanden” fænomenalt op til en 4. bog i serien om Jakob Fink og hans oplevelser.

Mestermandens plot overraskede mig og historien endte i en retning, som jeg ikke havde set komme. BUM Remar, sådan skal den skæres. ”Mestermanden” er en krimi i topklasse smækfyldt med spænding, der trækker tråde til fortiden og med en gerningsmand, som overrasker og forbløffer.

Læseren bliver ført tilbage til hovedkarakterernes fortid og til vores egen fortid hvor en mestermand var fortidens bøddel. Mine varmeste anbefalinger skal lyde til dette pragteksemplar af en krimi smækfyldt med drama og spænding.

Vurdering: 6/6 Roser.

Krimiormen.

Lydbogsapps:

Lydbogormen

6/6 Roser

"KNÆGTEN FRA KANGAAMIUT"

WINTHER & SOMMERLAND #2

SKREVET AF 

JENS JØRGEN HANSEN

"Knægten fra Kangaamiut" skrevet af Jens Jørgen Hansen

ANMELDEREKSEMPLAR

Forfatter: Jens Jørgen Hansen

Forlag: Mellemgaard

Omslagsgrafiker: Anne Koch Rasmussen

Udgivelse: juni 2022

Sider: 222

Format: Paperback

Genre: Krimi

Serie: Winther & Sommerland #2

ISBN: 9788775755004

Anmeldt: 8. juli 2022

Jeg fik tilsendt bogen som et anmeldereksemplar. Anmeldelsen er udtryk for min egen mening om bogen og ikke påvirket heraf.

Om bogen:

Winther, en falleret revisor med røde tal på samtlige konti – såvel de økonomiske som de menneskelige – forsøger at komme til hægterne igen. Jobbet som vagtmand på campingpladsen kaster ikke noget særligt af sig, og Sommerland – en ældre, bindegal elitesoldat, som fungerer bedst på en blanding af lykkepiller og adrenalin – der ellers hjælper ham med jobbet, har sit at slås med efter at have laserudpeget et bombemål, som slet ikke brød sig om at blive peget på.

Eneste virkelige lyspunkt i Winthers liv er Susanne, den lokale damebladsjournalist og indehaver af hundepensionen ude på øen i fjorden, men livet er heller ingen dans på roser for hende. Økonomien strammer, skriveblokeringerne står i kø, og oven i det dukker Inuk, en nevø til hendes eks, op efter at have nolet en iPad, som han nok burde have holdt snitterne fra.

Velkommen tilbage herude vestpå – til døde svin i mosen, kødrand med bacon, polske narkogangstere, engelske lejesoldater, grønlandske shamaner, det danske hjemmeværn – og en efterårskølig campingkrimi.

Uddrag af bogen

Susanne afsluttede kampen! Hun plantede en hæl præcist på hans knæ, og han skreg højt og slækkede taget i mig så meget, at jeg kunne få en hånd op under hans hage. Jeg stemte imod med fødderne og stødte opad med hånden.

Hans hoved blev tvunget bagover, og han tog et skridt tilbage – ud over kanten. Plasket, da han ramte vandoverfladen, var gigantisk. Øjeblikket efter dukkede han hostende og spyttende op igen og kæmpede sig tilbage til broen.

Han rakte en arm i vejret og greb fat om en planke for at trække sig op. Jeg gik ned på knæ og ventede, til hans ansigt var kommet op i højde med broen. Så knaldede jeg en knytnæve ind i synet på ham og tværede hans næse ud.

Om forfatteren

Jens Jørgen Hansen, født 1961 nær Varde, cand.scient. fra Aarhus Universitet, underviser på Herning Gymnasium. Han har tidligere udgivet en lang række pseudohistoriske actionbøger, herunder serien Legionæren, men skriver nu hovedsageligt krimier.

Knægten fra Kangaamiut er andet bind i krimiserien om Winther og Sommerland og har som forgængeren Køteren fra Kamtjatka solid rod i den jyske muld.

"Køteren fra Kamtjatka" 1. bind af serien

ANMELDELSE

”Knægten fra Kangaamiut” er mit 2. bekendtskab med forfatteren Jens Jørgen Hansen. Jeg har tidligere læst

1. Køteren fra Kamtjatka

skrevet af samme forfatter og med de samme hovedpersoner.

Hovedkaraktererne er de 3 venner Winther, Sommerland og den smukke Susanne. Winther bor i en hytte på en campingplads ejet af den venlige Georg. Sommerland er til dels Georgs nattevagt og til dels professionel soldat.

Susanne er damebladsjournalist og bor på en ø hvor hun blandt andet har en hundekennel. Winther er temmelig lun på Susanne, men har ikke rigtigt en chance, virker det til, når Sommerland er i nærheden. I ”Knægten fra Kangaamiut” er Sommerland dog ikke meget til stede, da han er nødt til at gå under jorden efter sin seneste udsendelse.

Knægten er egentlig en 10-årig Grønlandsk dreng, Inuk, der drømmer om, at kunne vende tilbage til den smukke og kolde ø, hvor han egentlig er født. På sin væg hos plejeforældrene hænger der en stor plakat af en isbjørn, Inuks kæreste eje.

I dette bind er det helt klart den Grønlandske dreng, der er hovedpersonen. Inuk har selvsagt ikke råd til den dyre rejse tilbage til sin elskede ø. Derfor begynder han også at smårapse. Det lykkes ham at tømme en bagageboks. I boksen finder han en Ipad med nogle yderst farlige oplysninger.

Han sælger Ipad`en, men dog uden at få ret meget for den. Hvad Inuk ikke ved er, at det er nogle ækle Polske narkogangstere der har gemt IPad`en af vejen. Inuk flygter fra sine plejeforældre med sine tyvekoster. Susannes blødende hjerte for den lille dreng, betyder at hun tager ham til sig, uden at vide ret meget andet om Inuk end, at hendes eksmand var i familie med den lille dreng.

Da Sommerland har måttet gå under jorden, er det nu Susanne og Winthers opgave, at beskytte den lille dreng imod de skræmmende Polske gangstere, der jagter Inuk. Imens alt dette foregår, følger vi Winthers daglige kamp for at tjene til livets ophold som opsynsmand, vagt og alt-muligt-mand for den lokale tømrer og småsvindler Rene`.

Vi følger Winthers kamp for, at få en hverdag til at fungere i tæt samarbejde med den smukke Susanne og den barske Sommerland som Winther har lukket ind i sit nære netværk. Forfatteren til denne bog har en helt særlig skrivestil, som man ikke møder ret mange andre steder.

Det betyder også, at man bliver præsenteret for nogle helt særlige karakterer i hans litteratur. En falleret revisor med røde tal på bundlinjen, en damebladsjournalist og indehaver af en hundekennel samt en professionel soldat med mere end almindeligt mange lig i lasten.

Jeg kan godt love, at forfatteren har skrevet en ”Hård hyggekrimi”. En krimi der foregår i det mørke Vestjylland, men med en fornuftig blanding af lokalkolorit, fanden-i-voldsk-hed, action og internationalt tilsnit ("moderne storby møder det mørke Jylland").

Jeg kan garantere for at de forventninger jeg havde til krimien ”knægten fra Kangaamiut” efter mit 1. bekendtskab med forfatteren, blev fuldt ud indfriet. Dog ikke med helt samme store tempo som 1. bind, men alligevel er krimien absolut læseværdig og lægger fint op til et 3. bind i serien.

Hermed mine varmeste anbefalinger til ”Knægten fra Kangaamiut” hvis du er til en krimi i en helt særlig klasse.

Vurdering: 4/6 roser.

Krimiormen.

Lydbogormen:

 

4/6 roser

"UGLENS ØJE"

spændingsroman

SKREVET AF

SISSEL-JO GAZAN

"Uglens øje" skrevet af Sissel-Jo Gazan

ANMELDEREKSEMPLAR

Forfatter: Sissel-Jo Gazan

Forlag: Politikens forlag

Udgivelse: 15. juni 2022

Sider: 384

Format: Hæftet

Genre: Spændingsroman

ISBN: 9788740061567

Anmeldt: 1. juli 2022

Jeg fik tilsendt bogen som et anmeldereksemplar fra forlaget. Anmeldelsen er udtryk for min egen mening om bogen og ikke påvirket heraf.

Om bogen:

Sissel-Jo Gazan er vendt tilbage til person­galleriet fra sin store gennembrudsroman, Dinosaurens fjer. I en højaktuel spændingsroman om mennesker og medicin kredser hun om dilemmaet: Er det vigti­gere at have et godt liv end at overleve?

Engang var Søren Marhauge en af politiets allerskarpeste hjerner. Nu er han en midalndrende efterforsker med en helt umulig sag om et barn, der er sporløst forsvundet. Farmakonom Sille Bjergager er varm fortaler for den nye mirakelmedicin Trimixal, for den har hjulpet hendes bror Bjørn ud af alvorlig depression, og han har endelig fået sit drømmejob som sommerfugleekspert på Københavns Universitet.

Medicinaldirektør Tonny Enggaard er manden bag det mirakuløse præparat. Han har altid nægtet at give op, før han når sit mål. Uanset prisen. Da en gigantisk medicinal-skandale pludselig truer i horisonten, krydses Sørens, Silles og Tonnys veje.

Men hvorfor blev industriens skruppelløse bedrag ikke opdaget i tide af de almægtige hackere i MediLeaks, der overvåger medicinalindustrien indefra? Uglens øje er en spændingsroman om vores evige kamp for at finde sandheden og for at få lov at beholde dem, vi elsker.

ANMELDELSE

Jeg mødte forfatteren Sissel-Jo Gazan 1. gang under Corona, hvor vi var til et arrangement, hvor hun optrådte sammen med blandt andet Forfatteren Sara Blædel arrangeret af forlaget. Spændingsromanen ”Uglens øje” er dog mit 1. bekendtskab med forfatteren i bogform.

Det er bestemt et bekendtskab, som jeg meget gerne gentager. I ”uglens øje” følger vi flere hovedpersoner hvis oplevelser bliver flettet ind i hinanden på forunderlig vis. Én af personlighederne er efterforskeren Søren Markhauge med en umulig sag om et forsvundet barn.

Den 2. hovedperson er Farmakonomen Sille Bjergager og hendes bror Bjørn der er psykisk syg. Bjørn lider af personlighedsspaltning og har en alvorlig depression som har styret hans liv i mange år, men har en fantastisk evne som sommerfugleopdrætter.

Han udklækker sommerfugle i moderens lejlighed hvor han stadig bor, trods det, at han jo efterhånden er blevet voksen. Den 3. hovedperson er Medicinaldirektøren Tonny Enggaard. Enggaard har udviklet en medicin der umiddelbart ser ud til at have nærmest en mirakuløs effekt på personer med depressioner.

Tonnys fortid bliver rullet ud for læseren på fornemste vis og man får et indtryk af en personlighed, der nægter at give op, før han når sit mål. Først tænkte jeg, at direktøren var bogens store stygge ulv, men det skal man ikke lade sig narre af.

Tonny har en kone, der egentlig er årsagen til, at han har udviklet en medicin, der kan hjælpe folk ud af en voldsom depression. Den danske medicinalvirksomhed som Tonny er Direktør for Sax Pharma har netop udgivet et vidundermiddel, der lynhurtigt bliver det mest solgte præparat til behandling af angst og depression.

Bag midlet står et stærkt forskerteam, der blandt andet tæller den unge læge Frederik. Frederik er Silles barndomsven, og i hendes familie har det nye præparat også haft stor betydning for både Silles mor og bror. Glæden varer dog ikke ved, for da der sker en ulykke på Sax Pharma, og Frederik dør, bliver politikommissær Søren Marhauge tilkaldt.

I sine unge dage var Marhauge kendt for at opklare alt og for at kunne strikke baglæns, men tiden har ældet Marhauge, og han er i dag enlig far til to og kørt træt i både det job, han engang elskede, og i tilværelsen. Persongalleriet i ”Uglens øje” er varieret og karismatisk og plottet rulles i virkeligheden først ud for læseren sidst i bogen.

”Uglens øje” er virkelig en stærk og bemærkelsesværdig videnskabsthriller i en helt særlig liga. Gazan er en god sproghåndværker i de små rammende beskrivelser, overvejelser og dialoger … Man sidder her med en spændingsroman, som sætter tanker i gang om videnskab, forskning og forskeres vilkår.

Samtidig giver ”Uglens øje” læseren noget at tænke over. Personligt er jeg selv ivrig modstander af, at benytte mig af medicin mere end højst nødvendigt. Jeg har haft brug for smertestillende medicin i mere end 20 år, men har benyttet mig af bøgernes verden som min egen virksomme medicin.

”Uglens øje” giver læseren noget at tænke over og man fornemmer Gazans egne overvejelser over medicinforbrug og bivirkninger. I denne højaktuelle spændingsroman om mennesker og medicin kredser Sissel-Jo Gazan om dilemmaet: Er det vigtigere at have et godt liv end at overleve?

Én af hovedpersonernes pårørende gør netop opmærksom på, at han hellere vil have et kort men til gengæld et godt og meningsfyldt liv. ”Uglens øje” er en stærk, opsigtsvækkende og fantastisk spændingsroman, der sætter fokus på medicinalindustrien, meningen med tilværelsen og det individuelle menneskes ret til et godt og meningsfyldt liv.

Vurdering: 5/6 Roser.

Krimiormen.

5/6 Roser