Krimiormen

en blog om mine læseeventyr og lidt andet godt 😁

FORFATTER HANS-WILLY BAUTZ

Hans-Willy Bautz og "Skovtårnsmordet"

D. 9. august 2021

Hans-Willy Bautz har efterhånden skrevet 5 bøger i sin krimiserie med Angela Pecci og Michael Bech i hovedrollerne, med den 6. bog godt på vej. Serien foregår På Sicilien, i Tyskland og forskellige steder i Danmark. Det er en skøn blanding af en Dansk forfatter der har fingrene dybt inde i både det Italienske, Dansk og Tyske sprog. 

Jeg har efterhånden læst hele serien og blev lidt interesseret i hvem forfatteren er bag bøgerne. Heldigvis var Hans-Willy så venlig at han gerne ville fortælle lidt mere om hans forfatterskab i dette lille interview. 

Krimiormen:

Det er tydeligt at Michael Bechs liv minder lidt om dit eget liv, på overfladen. Jeg tænker, at du selv er født i Haslev, har boet i Tyskland og tilbragt en del ferier i Italien og nu er tilbage i Danmark. Er det helt bevidst fra din side?

Hans-Willy Bautz:

Det kan ikke undgås, at man kommer til at plukke af sit eget liv, når man skriver, så der er autobiografiske passager i mine bøger. Du har ret i, at jeg er født i Haslev, hvor jeg også er opvokset og boede, til jeg begyndte at arbejde som avisudgiver og redaktør i Tyskland, så Michael Bech er en del af mig – i hvert fald i visse situationer.

Efter en blodprop i hjernen i 2014, som gjorde mig gangbesværet, vendte jeg tilbage til Haslev. Jeg har besøgt flere områder i Italien, men er for det meste kommet på Sicilien, hvor jeg har været mere end 30 gange siden 1978.

Krimiormen:

Bøgerne om Angela Pecci & Michael Bech bygger på en blanding af fakta og fiktion. Hvordan researcher du til bøgerne?

Hans-Willy Bautz:

Nogle gange bygger min research på tilfældigheder, andre gange er den meget målrettet. På Sicilien var jeg nødt til at finde ud af, hvad de forskellige politiorganisationer tager sig af, eftersom der findes Polizia di Stato (statspolitiet, som Angela Pecci er en del af), Carabinieri (ordenspoliti, hvor man kan aftjene sin værnepligt.

Ligger i clinch med Polizia di Stato), Polizia Comunale (kommunalt ordenspoliti), Guardia di Finanza (SKAT og told med politimæssige beføjelser), Guardia di Costiera (søpoliti og told) og Corpo Forestale (skovpoliti og skovbrandvæsen).

Desuden har jeg kigget på de lokaliteter, der forekommer i mine romaner, så jeg har kunnet beskrive dem så nøjagtigt som muligt. Til ”Den sicilianske forbindelse” talte jeg med flygtninge og spurgte bl.a. ind til, om de var villige til at sælge f.eks. en nyre.

”Midsommermordene” har historiske indslag, som jeg spurgte og læste mig frem til i området i og omkring Helberskov i Østhimmerland. Til min kommende Læsøkrimi ”Liget i tangtaget” har jeg været 14 dage på øen, hvor jeg har talt med en tængemand (laver tangtage), direktøren for Saltsyderiet, hvor jeg koger en mand i en sydepande, lokalpolitiet, lederen af flyvepladsen, en havnefoged, museumslederen og andre.

Desuden var jeg rundt på øen, så jeg kunne beskrive lokaliteterne.

Krimiormen:

Min egen research i dit forfatterskab har vist, at du hidtil har koncentreret dig om Michael Bech & Angela Pecci. Men har du overvejet at udforske en anden genre eller en anden serie?

Hans-Willy Bautz:

Ja! Jeg har sammen med min nabos niårige søn skrevet en børnebog, som udkommer samtidig med Læsøkrimien i november i år. Knægten er fuld af gode ideer, så det har været en spændende ”vandring” sammen med ham.

Jeg regner ikke med, at jeg slipper Angela Pecci og Michael Bech. Der er masser af udviklingspotentiale i dem.

Krimiormen:

Udover Michael Bech, som jeg fornemmer, har en del af din egen personlighed, hvordan har du så bygget karaktererne op i serien om Angela Pecci & Michael Bech? Er dine karakterer frit opfundne, eller bygger de på mennesker, du kender eller har mødt på din vej?

Hans-Willy Bautz:

De er frit opfundne, men som før nævnt, så er der noget af mig i Michael Bech. Da jeg arbejdede i Tyskland, havde jeg som redaktør et tæt samarbejde med det lokale politi.

Ligesom Michael Bech er jeg flersproget dansk, tysk, engelsk og italiensk. Sidstnævnte til husbehov. Angela Pecci er udseendemæssigt mit kvindeideal med en vis erotisk udstråling.

Krimiormen:

Selvom narkotika, mord, vold, kærlighed, gastronomi og en smule erotik er gennemgående temaer i serien, så synes jeg alligevel, at handlingen i de forskellige bind er meget varieret. Hvordan researcher du normalt på de emner, du tager op i serien med Michael Bech & Angela Pecci?

Hans-Willy Bautz:

Som nævnt tidligere, I forbindelse med skrivningen af ”Skovtårnsmordet” dykkede jeg via ejeren af Bykroen i Haslev ned i byens natte- og narkoliv. Han kunne fortælle mangt og meget, som jeg kunne omsætte i romanen.

Hans-Willy Bautz tegnet af Birgitta Kristina Ingmarsdatter Carlberg

Krimiormen:

Inden du skrev din første bog i serien, havde du da på forhånd besluttet dig for, at du ville skrive en længere serie med de samme karakterer?

Hans-Willy Bautz:

Nej! Den første bog var en form for eksperiment, som heldigvis blev godt modtaget af læserne. Det gav blod på tanden, så først da besluttede jeg mig til at fortsætte med at skrive med de samme hovedpersoner

Krimiormen:

Kunne du forestille dig, som mange andre forfattere, at indlede et samarbejde med en anden forfatter? Hvem kunne du i så tilfælde drømme om at arbejde sammen med?

Hans-Willy Bautz:

Det har været fint at samarbejde med et barn, da jeg fik ideen til en børnebog, men jeg tror ikke, at jeg kunne samarbejde med en voksen, selvom jeg gerne lytter til ideer fra andre. Jeg tror, at jeg vil være for egenrådig, så vi ryger i totterne på hinanden. Det vil der ikke blive noget godt ud af.

Krimiormen:

Jeg ved, at du selv har oversat bøger fra tysk til dansk, men hvad får Hans-Willy Bautz ellers tiden til at gå med?

Tysk er jo så at sige mit ekspertområde, så jeg underviser i tysk for voksne hos AOF. Desuden læser jeg såmænd gerne kollegers krimier samt biografier.

krimiormen:

Du har igennem mange år arbejdet meget med det skrevne ord som autodidakt journalist. Hvordan havde du det første gang, du stod med din helt egen bog i hånden?

Det var en helt fantastisk oplevelse. Jeg stod med bogen i hånden, vendte og drejede den, og kunne egentlig ikke fatte, at det var noget, jeg havde skrevet. Jeg indrømmer gerne, at jeg har den samme fornemmelse, hver gang jeg får en bog udgivet – og med fire bøger i Tyskland og fem i Danmark har jeg øvelsen. Hver bog er som en fødsel. Jeg glæder mig over ”barnet”.

Krimiormen:

Jeg ved, at du er i gang med 6. bind af serien med Angela Pecci og Michael Bech i hovedrollerne. Hvad byder fremtiden ellers på for forfatteren Hans-Willy Bautz?

Jeg har tænkt mig at fortsætte med yderligere krimier med lokalt islæt med handling i Danmark, men leger også med tanken om at skrive en med handling i og omkring Campione d’Italia (italiensk eksklave ved Luganosøen i Schweiz), hvor Angela Pecci jo bor sammen med sin mor og datter, når hun ikke er sammen med Michael Bech. Alt efter hvordan børnebogen bliver modtaget, vil jeg også gerne fortsætte i den genre.

"Mord på færgen til Palermo"

"Den Sicilianske forbindelse"

"Mord på Sicilien"

Tak til forfatteren

Tak til Hans-Willy Bautz for at ville svare på mine nysgerrige spørgsmål. Det var en meget stor fornøjelse, at dykke ind bag ved personen og forfatteren Hans-Willy Bautz. Personligt ser jeg meget frem til de næste 2 bind om Angela Pecci & Michael Bech, som der er i støbeskeen indtil videre. Som sagt i interviewet er der også en børnebog på vej fra forfatterens hånd, med assistance af naboens 9-årige dreng. Et projekt der lyder utrolig interessant.