Krimiormen

en blog om mine læseeventyr og lidt andet godt 😁

JANUAR 2021

"SMERTE"

DIGTE

SKREVET AF

LENE ZACHARIASSEN VENG

"Smerte" skrevet af Lene Zachariassen Veng

ANMELDEREKSEMPLAR

Forfatter: Lene Zachariassen Veng

Forlag: Forlaget mellemgaard

Udgivelse: 18. maj 2020

Sider: 61

Format: Hæftet

Genre: Digte

ISBN: 9788772188058

Anmeldt: 15. januar 2021

Jeg fik tilsendt bogen som et anmeldereksemplar. Anmeldelsen er udtryk for min egen mening om bogen og ikke påvirket heraf.

Om bogen:

Smerter er en meget ensom lidelse. Det kan være svært for andre at forstå, at en person har smerter, da de jo ikke kan ses, og det kan være endnu sværere at forklare den enorme betydning, smerter kan have for den, de rammer. Denne digtsamling skildrer tanker om livet med smerter, både som episoder fra hverdagen og som refleksioner over livet som smerteramt.

Digtene er skrevet af Lene Zachariassen Veng som en måde at tackle de svære udforinger på, hun har mødt i livet som smerteramt, og udgives i håbet om, at andre smerteramte, kan se sig selv i digtene og herigennem opleve at blive forstået.

Det er samtidig håbet, at pårørende til smerteramte kan få en større forståelse for, hvad det vil sige at leve med kroniske smerter. Digtene er skrevet over en periode på 3 år, fra Lene Zachariassen Veng første gang gennemgik en skulderoperation, og til hun kommer til et sted i livet, hvor det bliver muligt at leve med smerterne som en del af hende selv.

Uddrag af bogen:

Definitioner:

Det er ikke angst bare fordi jeg er bange det er ikke en depression bare fordi jeg er ked af det jeg skal ikke dø bare fordi jeg har smerter men jeg er så rystende bange så frygtelig ked af det ikke fordi jeg skal dø men fordi jeg ikke ved hvad smerterne vil gøre ved mit liv

Om forfatteren:

Lene Zachariassen Veng (f. 1968) er gift og har to voksne sønner. Hun er uddannet pædagog og arbejder med børn med særlige behov. Hun har skrevet digte siden teenageårene. Digtsamlingen Smerte er hendes første udgivelse.

Andre udgaver:

E-bog, ePub

Anmeldelse:

”Smerte” er en samling af digte med omdrejningspunkt om lige præcis det som titlen antyder: Smerte. Digtene er skrevet af Lene Zachariassen Veng der igennem mange år har været plaget af kroniske smerter. En tilstand der er rigtig svær for andre at sætte sig ind i.

Det er det som jeg personligt kalder for et usynligt handicap. Et handicap som uhyggeligt mange mennesker har som følgesvend. Enten fordi de selv har kroniske smerter eller har venner eller pårørende der er plaget af kroniske smerter.

Hvad har det så med krimi, spænding eller thrillere at gøre, kan du spørge. Ingen verdens ting, bortset fra at undertegnede bruger litteraturens verden til at behandle kroniske smerter. Derfor forstår jeg også vigtigheden af at få skrevet, læst og talt om smerter.

”Smerte” er en utrolig fin lille digtsamling, som du i princippet kan læse på en god times tid eller hvis du ønsker at lade ordene synke ind og bundfælde sig, så kan du bruge en god eftermiddag på projektet. Som smerteramt så rammer forfatteren spot on, hvad det vil sige at leve med kroniske smerter.

”Smerte” vil absolut være et rigtig godt bud på digte for dig der lider af kroniske smerter eller dig der gerne vil prøve at blive klogere på, hvordan det er at leve med kroniske invaliderende smerter. ”Smerte” er én af den slags bøger som jeg gerne vil gøre mit bedste for, bliver kendt i en lidt bredere offentlighed.

Jeg er normalt ikke den helt store læser af digte, men ”Smerte” er lige præcis skrevet i en stil hvor alle kan være med. Lige ud af landevejen og med rene ord. Vi følger forfatteren fra det øjeblik den skrækkelige sandhed går op for hende som beskrevet i det følgende digt:

MIN KROP

Så er det altså slut

Min krop vil ikke

Men mit hoved mine tanker og sjæl

Elsker livet

Vil livet

Men min krop

Siger stop

Jeg skal ikke dø

Men kan ingenting

Min krop brænder

Af inflammation og smerte

Og ingen kan give mig svar og redskaber

Til at få min krop tilbage

Det vrimler med råd og diæter

Men intet virker

Jeg vil ikke give op

Men jeg kan snart ikke orke mere.

Digtene følger forfatterens vej fra hun blev sygemeldt og hendes vej igennem systemet til den dag hun blev tilkendt Flex-job. Undervejs måtte hun se i øjnene og acceptere at hendes livsvilkår nu var anderledes. Læseren bliver ført igennem forfatterens tanker fyldt med angst, håb, glæde, usikkerhed og accept af hendes nye situation.

Forfatterens hoved ville gerne fortsætte hendes hidtidige liv, men kroppen ville ikke mere. ”Smerte” får min bedste anbefalinger med på vejen, hvis du er til en digtsamling der enkelt, kort og letforståeligt giver et indblik i hvordan verden kan se ud fra en kronisk syg persons øjne.

Både hvad angår det at acceptere at livsbetingelserne har ændret sig og at andre menneskers forståelse for personens situation kan være vanskeligt at navigere i.

Vurdering: 4/6 Roser.

Krimiormen.

Bogen kan købes her:

Tales

Besøg forlaget her:

mellemgaard

"ARONS SAGA 1"

DEN ULTIMATIVE SKANNER

FREMTIDSKRIMI

SKREVET OG INDTALT AF

KRISTIAN RASMUSSEN

"Arons saga 1" skrevet af Kristian Rasmussen

ANMELDEREKSEMPLAR

Forfatter: Kristian Rasmussen

Forlag: Drops For The Dosed

Udgivelse: 2020

Format: Lydbog

Tid: 54 videoer, 8 timer 36 minutter

Genre: Fremtidskrimi

Anmeldt: 13. januar 2021

Jeg fik adgang til bogen via et link fra forfatteren. Anmeldelsen er udtryk for min egen mening om bogen og ikke påvirket heraf.

Om Bogen:

”Arons saga 1”: 2074, det internationale samfund er kollapset og Danmark er disintegreret til disparate enklaver. Politimanden Aron skal finde Den Ultimative Skanner, et stykke ulovligt farmaceutisk teknologi fra Israel der vil ødelægge Danmark økonomisk og socialt.

Kommende bøger

Seks bind er planlagt i alt, hvoraf de tre første er skrevet. Bog to og tre vil blive indtalt og udgivet snarest.

Anmeldelse:

"Arons saga 1” med undertitlen ”Den ultimative skanner” er skrevet og indtalt som lydbog af forfatteren Kristian Rasmussen. Det har taget mig lidt tid at høre bogen. ”Arons saga” er meget anderledes og en bog i et nytænkende format.

Bogen findes kun som lydbog og de næste 2 bind i serien er skrevet og ved at blive indtalt. Man kan følge forfatteren på hans Facebookside og høre hans bog på blandt andet Spotify og YouTube. Personligt er det første gang jeg har mødt en forfatter og hans værker på denne måde.

Kristian Rasmussens Facebookside:

Arons saga

Men spændende og nytænkende det er det bestemt. ”Arons saga 1” er vel det man kan kalde en fremtidskrimi. Vi befinder os i Danmark i 2074. Det er et land langt fra det vi kender i dag og med nogle karakterer der heller ikke ligner det vi kender.

Det er helt sikkert udfordrende og kræver at man indstiller sin vanetænkning til noget helt nyt. Javist karaktererne er mennesker og det forfatteren kalder Zombier er egentlig bare det jeg vil kalde for en slags ”undermennesker” der ikke bliver regnet for ret meget i de velhavendes øjne.

”Arons saga 1” er indtalt med et soundtrack i baggrunden, som en væsentlig del af historien skrevet af Peter Leth. Soundtracket er skrevet for at give en unik lytteoplevelse til Arons univers. Peter Leth har som musiker bl.a. har været trommeslager for ”Junior Senior”.

Danmark består af enklaver med hegn omkring. Det Danske demokrati eksisterer ikke længere. Visse byer eksisterer heller ikke længere mens andre byer er enklaver for bestemte befolkningsgrupper. Vores hovedperson Aron Mikkelsen er cyklende efterforsker ved Københavns politi.

Klitmøller er hermetisk lukket, Østjylland er arbejdslejr, Dragør er enklave for de mere velhavende pensionister. Hellerup er en folkepark. Nørrebro i København har sin egen præsident. Nørretranders eksisterer ikke længere, men på toppen af en bakke ligger det offentlige hospital Nørretranders minde.

Medicinalvirksomheden DanPharma ejer det meste af Danmark. Anarkisterne kæmper mod politiet. Det er bare nogle af de ting man oplever i denne første del af Arons saga. Arons chef, mentor og ven Tommy fortæller Aron om den ultimative skanner.

Et stykke ulovligt farmaceutisk teknologi. Der kan blive redningen for Danmarks fattigste eller splitte landet ad, endegyldigt. Skanneren kan lave en fuld skanning af hele kroppen. En skanner der består af 2 dele. Den ene del fylder et helt rum, den anden del er på størrelse med en hånd.

Efterforskningen sender Aron igennem det meste af Danmark. De fleste af bi-karaktererne i ”Arons saga 1” lover forfatteren at man kommer til at høre meget mere om i de senere bind. ”Arons saga 1” er fyldt med spænding, kamphandlinger og nytænkende teknologi.

Man skal ikke forvente at man kan nøjes med at høre dette ene bind. Jeg har godt nok kun læst 1. bind, men forventer at historien fortsætter i de næste bind af sagaen. Sagt på en anden måde. Man får ikke serveret en afslutning af Arons søgen og må derfor forvente at historien fortsætter i bind 2.

Men vanvittigt godt konstrueret, det er ”Arons saga 1” helt bestemt.

Vurdering: 4/6 Roser.

Krimiormen.

 

4/6 Roser

"RÆVEN"

SPÆNDINGSROMAN

SKREVET AF

PREBEN HAARUP

"Ræven" skrevet af Preben Haarup

ANMELDEREKSEMPLAR

Forfatter: Preben Haarup

Forlag: Byens Forlag

Udgivelse: 8. december 2020

Sider: 370

Format: Hæftet

Genre: spændingsroman

ISBN: 9788794084000

Anmeldt: 11. januar 2021

Jeg fik tilsendt bogen som et anmeldereksemplar. Anmeldelsen er udtryk for min egen mening om bogen og ikke påvirket heraf.

Om bogen:

En forfatter tager på en vinterdag med snefald ud til en hytte i en øde skov. Han fylder snart halvtreds, befinder sig i sit livs krise og vil afskåret fra omverdenen udtænke en løsning på problemerne. Kort efter sin ankomst bliver han taget som gidsel af to mænd og en kvinde.

Det går op for ham, at kvinden er Jamila Al-Rashid, en berygtet terrorist som burde sidde i Herstedvester. Og snart finder han ud af, at de har planer om at lave et terroranslag mod Jyllands-Posten. Situationen er præget af indbyrdes stridigheder imellem de tre gidseltagere, imens de afventer ankomsten af syriensveteranen Ayman D.

Tingene kompliceres yderligere af indblanding fra to jægere, en mystisk eneboer og en ræv, som kun forfatteren kan se. RÆVEN er ud over at være en thriller også en fortælling om dystre familiehemmeligheder, svigt, religion og brydningsflader mellem indvandrere og danskere.

Anmeldelse:

Den unge Jamila og hendes mor bor sammen med moderens mand Anker. Jamila har det svært med Anker. Anker overskrider Jamilas grænser, uden egentlig at gøre noget mod hende fysisk. Jamila savner sin far og føler sig voldsomt svigtet af sin mor.

Faderen skulle efter sigende være taget tilbage til Irak, men Jamila er ikke sikker på hvor han er blevet af. Til sidst ender Jamila med at flygte hjem til faderens familie i Mjølnerparken og resten af Jamilas opvækst bliver hun opdraget langt tættere på sine muslimske rødder. Hendes eneste drøm er at hun får mulighed for at rejse til Irak og finde sin far.

Scenen skifter og vi møder en forfatter, der er på vej hjem til sin faders barndomshjem inde midt i en skov. Forfatteren er lettere deprimeret og ensom. Han søger nu ud i skovens ensomhed. Siden han var barn, har han altid følt sig tiltrukket af ræve.

Han kan egentlig ikke give en rationel forklaring på hvorfor han føler sig så tiltrukket af ræve. Man kan måske endda sige at ræven er hans skytsdyr. Han føler at når livet bliver vanskeligt og han skal tage svære valg, så er ræven der altid til at guide ham til den rigtige beslutning.

Der er dog ingen andre der kan se den helt bestemte ræv der følger og beskytter ham. Forfatteren har skrevet 4 bøger på 17 år og er næsten 50 år gammel. Han har ikke haft den store succes som forfatter. Men det er nu engang det han kan.

Et par år tidligere forlod hans seneste kæreste Journalisten Charlotte ham. Han er stadig i sorg og vred over bruddet. Midt om natten bliver forfatteren opsøgt af en kvinde i niqab, en udlænding og en stor kronraget dansker i sommerhuset hvor han opholder sig.

Forfatteren forstår ikke helt hvorfor de 3 personer har opsøgt ham og hvordan de har fundet ham dybt inde i skoven. Han kender dem ikke, men synes alligevel at der er noget bekendt ved både kvinden og danskeren. Ret hurtigt går det op for forfatteren, at han nu indgår i et spil, hvor han må kæmpe for sin egen overlevelse.

Det er under ingen omstændigheder tilfældigt, at det lige præcis er ham de 3 fremmede har opsøgt midt om natten. Det har åbenbart alt sammen forbindelse til en bog som han kun har solgt i sølle 200 eksemplarer. Nu er forfatterens liv i fare og han forstår slet ikke hvorfor.

”Ræven” er mit første bekendtskab med forfatterens skrivestil, men jeg blev ret så fascineret over hans skrivestil og indlevelsesevne. Der er god sammenhæng i historien. Selvom det kan lyde underligt med en ræv som ingen andre kan se, så giver det rigtig god mening i forbindelse med ”Ræven”.

Et stykke inde i historien blev jeg blæst bagover af den drejning som historien tog mig igennem. Det er simpelthen et genialt træk som jeg slet ikke havde forudset. Jeg følte helt klart, at jeg her sad med en spændingsroman der er noget ud over det sædvanlige og som evner at overraske og ikke forsvinder i mængden.

”Ræven” har et genialt plot og evner at fastholde læseren i spænding til sidste side. Læseren bliver ført igennem dystre familiehemmeligheder, svigt, religion og brydningsflader imellem danskere og indvandrere i det mørke Jylland.

”Ræven” får bestemt mine varmeste anbefalinger med på vejen hvis du mangler en spændingsroman der ikke forsvinder i mængden.

Vurdering: 4/6 Roser.

Krimiormen

Bogen findes på Bookmate som lydbog, indlæst af forfatteren:

Bookmate

Bogen kan købes her:

Tales

Besøg forlaget her:

Byens Forlag

4/6 Roser

"MORD PÅ FÆRGEN TIL PALERMO"

KRIMI

MICHAEL BECHS REJSE TIL SICILIEN

SKREVET AF

HANS-WILLY BAUTZ

"Mord på færgen til Palermo" skrevet af Hans-Willy Bautz

Michael Bech #1

ANMELDEREKSEMPLAR

Forfatter: Hans-Willy Bautz

Forlag: Mellemgaard

Udgivelse 14. marts 2018

Sider: 469

Format: Hæftet

Genre: Krimi 

Serie: Michael Bech #1

ISBN-13: 9788771909180

Anmeldt: 6. januar 2021

Jeg fik tilsendt bogen som et anmeldereksemplar. Anmeldelsen er udtryk for min egen vurdering af bogen og ikke påvirket heraf.

Om bogen:

Hans-Willy Bautz har, med "Mord på færgen til Palermo", skrevet en nervepirrende krimi, der udgør den perfekte bog til alle, der elsker Italien og mysterier.

Michael Bech er dansk-tysk journalist, der befinder sig på den færge, hvor et mord finder sted. Han tilbyder med det samme sin hjælp til opklaringen af mordet. I den sammenhæng stifter han bekendtskab med en kvindelig siciliansk efterforsker, som han hurtigt skal lære at samarbejde med.

"Mord på færgen til Palermo" er fortalt med en charme og glød, der er helt unik for Hans-Willy Bautz.

"Den Sicilianske forbindelse" skrevet af Hans-Willy Bautz

Anmeldelse:

”Mord på færgen til Palermo” er Hans-Willy Bautz` første bog i krimi-serien med den Dansk-Tyske journalist Michael Bech og hans kæreste, den Sicilianske kriminalkommissær Angela Pecci som hovedpersoner. Det er ikke mit første bekendtskab med parret, da jeg tidligere har læst 3. bind i serien, ”Den Sicilianske forbindelse”. Anmeldelsen kan du finde her:

"Den Sicilianske forbindelse"

Efter jeg ”faldt” over forfatteren som oversætter af en anden tysk forfatters bog til Dansk, blev jeg tilbudt de øvrige 3 bind i serien. ”Mordet på færgen til Palermo” er absolut spændende, velskrevet og medrivende. Faktisk så meget at jeg glæder mig rigtig meget til 2. bind ”Mord på Sicilien”. Mere om den senere på året.

39-årige Michael Bech har været på Sicilien adskillige gange i sit liv. Lige siden han var barn, har han tilbragt adskillige ferier på øen. Nu er Michael igen på vej til Sicilien. Denne gang for at slappe af og slikke sine sår, efter han og hans kone, har indset at deres forhold ikke længere står til at redde.

Michaels kone Karin er rejst tilbage til Danmark med deres 2 børn. Karin er aldrig rigtigt faldet til i Tyskland mens Michael ikke kunne drømme om at forlade sin gode stilling. Michael kører fra Hannover 1200 km til til Genova i Italien for at tage færgen mod Palermo.

Michael er født i Haslev i Danmark men har boet og arbejdet i Tyskland siden han var under uddannelse som journalist. Nu er han redaktionschef på Neue Presse. Michael har med baggrund i sine mange ferier i Italien lært at tale et hæderligt Italiensk, hvilket bogen også bærer præg af.

Der er en del Italienske gloser, men det betyder egentlig bare, at man konstant bliver mindet om hvor man befinder sig, da hele bogen foregår på Sicilien. På færgen lærer Michael et lidt ældre Italiensk par at kende, Antonia og journalisten den 60-årige Giovanni Palazzolo.

Giovanni fortæller at han arbejder som kriminalreporter i Palermo. Giovanni skriver mest om Cosa Nostra, bedre kendt som Mafiaen. Michael og Giovanni befinder sig godt i hinandens selskab. På færgen er der en swimmingpool og Michael finder en livløs kvinde i poolen.

Det betyder selvfølgelig at sejlturen tager noget længere tid end normalt. Episoden er kun starten på en perlerække af voldsomme oplevelser i Michaels ferie. Senere er han til stede da der bliver fundet en kiste med 2 lig. Det ene lig viser sig kun at være skindød.

Der er dog også lyspunkter i vente for Michael. Ferien byder på hans første møde med den smukke kommissær Angela Pecci. ”Mord på færgen til Palermo” indeholder en vifte af mord, bortførelse, skuddramaer, biljagter, tillidsbrud, kærlighed, historie, smuk natur og mafiaens indflydelse på den Italienske ø Sicilien.

Så kan man vel næsten ikke forlange mere, hvis man er til fuld fart i en fantastisk velskrevet krimi. ”Mord på færgen til Palermo” indeholder beskrivelser af naturen, turismen og den Sicilianske mentalitet, så man egentlig ikke behøver at være til stede for at ens indre film opfylder ethvert behov for at rejse ud, uden at gøre det i disse urolige tider.

Mine absolut varmeste anbefalinger til dette 1. bind om Michael Bech & Angela Pecci.

Vurdering: 6/6 Roser.

Krimiormen.

Bogen kan købes her:

Tales

Besøg forlaget her:

Forlaget mellemgaard

Bogen findes som e-bog på Bookmate:

Bookmate

6/6 Roser