Krimiormen

en blog om mine læseeventyr og lidt andet godt 😁

OKTOBER

"GLUTENFRIE ÅRSTIDER"

KOGE/BAGEBOG

SKREVET AF

KARINA BAAGØ

ANMELDEREKSEMPLAR

Forfatter: Karina Baagø

Forlag: Forfatterskabet.dk

Udgivelse: 30. oktober 2020

Sider: 108

Format: Paperback

Genre: Brød og kager

ISBN: 9788793927933

Om bogen:

Med Glutenfrie Årstider er det slut med at savne, være udenfor eller føle sig til besvær! Her får du opskrifter på traditionsrige brød og kager fra de danske højtider og traditioner. Alle opskrifter er lige som du kender og husker dem – bare uden gluten.

Med bogen i hånden kan du selv lave klassikere i glutenfrie udgaver, som hele familien vil elske at spise. Igennem de fire årstider deler Karina Baagø ud af små tips, brugbare redskaber og kærlige spark til at gøre hverdagen og familielivet uden gluten til en fest i stedet for en sur pligt.

Karina guider dig igennem hele året – lige fra fastelavnsboller og varme hveder til snobrød og kammerjunker, halloweenkage og klejner. Glutenfrie Årstider giver nyt liv til alle de lækre klassikere. Om forfatteren Karina Baagø har siden 2016 arbejdet professionelt med glutenfri bagning, opskriftudvikling og livsstil.

Karina har en uddannelse i ernæring og sundhed og har glutenfri mad og hverdag tæt på livet, da hendes datter er glutenintolerant. Karina er også forfatter til bestselleren Knæk Koden til Glutenfrit Brød.

Anmeldt: 24. oktober 2020

Jeg fik tilsendt bogen som et anmeldereksemplar. Anmeldelsen er udtryk for min egen mening om bogen og ikke påvirket heraf. "Glutenfrie årstider" udkommer først D. 15. november, men efter aftale med forlaget og da bogen allerede nu er sendt i forsalg, så har jeg fået lov til at anmelde bogen, før udgivelsesdatoen.

Marengsspøgelser

Anmeldelse:

”Glutenfrie årstider” skrevet af Karina Baagø er mit andet bekendtskab med forfatteren og hendes glutenfrie opskrifter. Den første bog jeg fik af Karina Baagø hed ”Knæk koden til glutenfrit brød” som hun udgav i maj 2019. Denne gang havde jeg ”Glutenfrie årstider” med i sommerhus med familien.

Mine 2 døtre på 27 og 21 lavede sammen med mit barnebarn på 4 år ”Marengsspøgelser” som et passende lækkeri til efterårsferien. Vi tilbringer alle vores efterårsferier i et sommerhus et sted i Danmark 9-11 familiemedlemmer. I ferien plejer, dem der har lyst, at skære græskar til Halloween.

Derfor var det jo helt perfekt at lave lidt spøgelser af marengs til aftenhyggen. Samtidig fik vi afprøvet én af opskrifterne i ”Glutenfrie årstider”. Opskrifterne er letforståelige og nemme at gå til.

Man får en fin introduktion af Karina Baagø i starten af bogen og lidt om hendes banebrydende ”Strukturmetode” til bagning af brød.”Glutenfrie årstider” er selvfølgelig, fristes man til at sige, opdelt i opskrifter egnet til forår, sommer efterår og vinter.

Alle opskrifterne i ”Glutenfrie årstider” er utroligt nemme at følge. Uanset om du er en rutineret hjemmebager eller nybegynder, så vil jeg vove den påstand, at alle kan være med. Skulle du være i tvivl om hvordan og hvorfor man bager glutenfrit, så vil jeg anbefale at du enten anskaffer dig Karinas anden bog ”Knæk koden til glutenfrit brød” eller eventuelt følger hendes blog som du finder her:

Karina Baagø

”Glutenfrie årstider” er en skøn opskriftbog hvis du ikke kan tåle gluten. Såmænd også hvis du godt kan tåle gluten. Hjemme hos mig er vi så heldige, at vi godt kan tåle gluten, men Karinas brød og kager smager så himmelsk at vi ikke har noget imod at spise lidt glutenfrit.

Under alle omstændigheder så får du i ”Glutenfrie årstider” opskrifter der kan hjælpe dig til ikke at føle dig udenfor, hvad maden angår, når du skal hygge dig med venner og familie. Når vi for eksempel mødes til påskefrokosten, så er det da lækkert at kunne have sit eget hjemmebagte ”Langtidshævet groft solsikkebrød” med.

Når vi igen får det så varmt at Koldskål frister, så er det da skønt at kunne lave sin helt egen glutenfrie ”Koldskålscrunch”. Hvad siger du til en lækker ”Pærekage” når pærerne er modne til efteråret? Selvfølgelig også uden gluten.

Nu vi nærmer os julen så kunne man jo også kaste sig over nogle lækre glutenfrie ”Æbleskiver”. Der er masser af muligheder i ”Glutenfrie årstider” for at både glutenallergikere og de familiemedlemmer eller venner der godt kan tåle gluten, kan nyde de samme lækre retter.

”Glutenfrie årstider” består af et væld af lækre traditionelle brød og kager med de smukkeste billeder ved hver enkelt opskrift. Opskrifterne i ”Glutenfrie årstider” er overskuelige og forklaret så vi alle kan være med. Som et ekstra plus, så er der ved hver enkelt opskrift angivelse af antal, bagetid, sværhedsgrad, tid i alt og hævetid.

Bagerst i bogen er der endda tomme sider, som du kan notere dine egne yndlingsopskrifter i eller huskeråd, hvos du vil.

Hvis du gerne vil lære forfatteren Karina Baagø nærmere at kende, så er hun på diverse sociale medier. Blandt andet Facebook og Instagram:

Facebook

Instagram

Vurdering: 6/6 Roser

Krimiormen

Bogen kan købes her:

Tales

Besøg forlaget her:

Forfatterskabet.dk

 

6/6 Roser

"NEONAZI"

TRUE STORY

SKREVET AF

TIMO F.

"Neonazi" skrevet af Timo F.

ANMELDEREKSEMPLAR

Forfatter: Timo F.

Oversætter: Mai Odgaard Petersen

Originaltitel: Neonazi

Originalsprog: Tysk

Forlag: Straarup & Co

Udgivelse: 20. juli 2020

Sider: 216

Format: Paperback

Genre: True Story

ISBN: 9788770188005

Anmeldt: 19. oktober 2020

Jeg fik tilsendt bogen som et anmeldereksemplar. Anmeldelsen er udtryk for min egen mening om bogen og ikke påvirket heraf.

Om bogen:

VI VAR UADSKILLELIGE. Vi stod for det samme, var af den samme overbevisning – at vi tilhørte en overlegen race. Det var det, vores sange, taler og træning handlede om. Vores tanke- og handlemønstre kredsede kun om det.

Vi har sågar haft afholdt hemmelige militærsportsøvelser og lært at skyde – hvis nu “Dag X” oprandt, og vi endelig kunne befri det tyske folk fra dem, vi opfattede som udskud. Vi slog os ned, festede igennem og stak af, når politiet igen var efter os.

Vi var kammerater. Ligesom i sangteksterne fra vores yndlingsbands. Her handlede det kun om kammeratskab, loyalitet og sammenhold. Altid. Alle steder.

HELT ÆRLIGT:DET HELE ER NOGET PIS!

“Neonazi” er Timos egen historie om sin barske opvækst, og om hvordan han som fjortenårig havner i det højreekstremistiske miljø. Han bliver hurtigt opslugt af det stærke fællesskab, men efter nogle år med flere voldsomme begivenheder begynder spørgsmålet at melde sig: Er dette virkelig det liv, han ønsker sig?

I denne gribende selvbiografiske beretning fortæller pseudonymet Tim F. om, hvordan han som ung blev suget længere og længere ind i det nynazistiske miljø. Han beskriver, hvordan miljøet er organiseret, og hvordan der rekrutteres nye medlemmer. Og ikke mindst hvordan det lykkedes ham at bryde ud.

Anmeldelse:

”Neonazi” er forfatteren Timo F.`s egen beretning. Af ganske indlysende grunde for Timo og hans familie sikkerheds skyld, så er Timo anonym og bærer et ganske andet navn. ”Neonazi” fortæller historien om hvordan Timo endte i Tysklands højreekstremistiske miljø.

Hvordan han endte som en meget ung leder og ikke mindst hvorfor og hvordan han kom ud af miljøet igen. Bogen starter i nutiden. Vi er i Tyskland.

Timos årer fryser til is, da han sidder i toget. Ind i toget træder en person, der er samme type som Timo engang har været. Skinhead eller højreekstremist. Personen er heldigvis ikke en Timo genkender. Det kunne have været fatalt. Timo tænker tilbage.

De lærte at kæmpe med pistol og machete, hvis nu "Dag X" skulle komme. Det fik mig til at tænke på filmen ”American history X” som jeg så for nogle år siden. Filmen har også Nynazisme og skinheads som hovedtema. I ”Neonazi” er vi bare i nutiden og i Tyskland. Hovedpersonen Timo er født i 1994 hvor filmen havde premiere i 1998.

Timo har en opvækst fyldt med svigt og manglende kærlighed. Timos forældre var ikke sammen og faderen virker temmelig ikke-eksisterende i Timos liv. Moderen gik for det meste hjemme. Timo har en lillebror Stefan som er et par år yngre.

Stedfaderen Achim og moderen skændes konstant og Timos mor har næsten altid et blåt øje og hævede læber. Forældrene bliver skilt da Timo er 6 og Achim får forældremyndigheden over Stefan. Nu føler Timo sig virkelig ensom.

En ensomhed som han har svært ved at komme ud af. Timo er ikke særlig god socialt og har svært ved at få venner. Allerede som 6-årig var Timo udstyret med militærgrøn pilotjakke, baret og små våben. Som ældre synes Timo egentlig at det er ret skræmmende at han så tidligt blev udstyret som en lille soldat.

Moderen finder hurtigt en ny kæreste Enrico og i sin ensomhed begynder Timo at opholde sig meget ved overboen og hendes 3 børn. Overboen har et lige så rodet liv som Timos mor, så der er ikke mere trygt for en lille dreng. Ret hurtigt bliver moderen og Enrico gift og Timo får endnu en lillebror Christian.

Familien flytter ind i et hus og Timo starter i en ny skole. Af uransagelige årsager mener de voksne i Timos familie at Timo er temmelig uintelligent. Hvilket han bestemt ikke er. I det hele taget føler Timo ikke at han kan gøre noget rigtigt og gør alt hvad han kan for at vinde moderens kærlighed.

Men Timo føler sig konstant svigtet af moderen. Lige indtil den dag hun introducerer Timo for højreekstremismen. ”Neonazi” er i min verden et helt ekstraordinært indblik i nynazisternes verden med et glimt af skinheads. Vanvittig velfortalt og velskrevet historie.

Man følger Timo hele vejen igennem barndommen til hans vej ind i nynazismen og ud igen. Timo befinder sig på en farlig vej, der plejer at koste dyrt at komme ud af igen. ”Neonazi” er en erindringsbog af de mere usædvanlige som man ikke støder på særligt tit.

Jeg tøver ikke med at give mine varmeste anbefalinger til ”Neonazi” hvis du gerne vil have et indblik i en skjult og farlig verden.

Vurdering: 5/6 Roser

Krimiormen

Bogen kan købes her:

Tales

Besøg forlaget her:

Straarup & Co

Bogen findes som lydbog her:

Bookmate

5/6 Roser

"RESTEN SKAL NYDES-

DIN VÆRKTØJSKASSE"

SPISEFORSTYRRELSE

SKREVET AF

MILLE EIGARD ANDERSEN

"Resten skal nydes-DIN værktøjskasse" skrevet af Mille Eigard Andersen

ANMELDEREKSEMPLAR

Forfatter: Mille Eigard Andersen

Forlag: Skriveboblen

Udgivelse: 28. november 2019

Sider: 182

Format: Hæftet

Genre: Spiseforstyrrelse

ISBN: 9788799534326

Anmeldt: 18. oktober 2020

Jeg fik tilsendt bogen som et anmeldereksemplar. Anmeldelsen er udtryk for min egen mening om bogen og ikke påvirket heraf.

Om bogen:

Det er ret vildt for mig at skrive denne bog. Jeg troede, at ”Resten skal nydes” blev min sidste bog om spiseforstyrrelser. Jeg stod SÅ godt på mine ben, da jeg skrev den bog. Jeg brugte alle de sætninger og øvelser, jeg selv havde fundet på, og jeg havde fundet MIT balancepunkt, som jeg vippede så fint omkring.

Men det var ikke helt integreret i mig, kan jeg nu se. Jeg blev gravid, blev mor, forholdet blev taget til et nyt level, og samtidig havde jeg sat mig selv i en redder-rolle. Jeg følte mig ikke spiseforstyrret mere – jeg var jo ikke inde i den glasklokke mere! – men jeg følte mig tit fanget i mig selv.

Jeg glemte simpelthen at holde fast i at gøre de ting, der hjælper mig. Jeg havde ikke lavet min værktøjskasse med de vigtigste redskaber, jeg skal huske! For jeg er en fed anorektiker, en brækfri bulimiker. Det tør jeg godt sige højt nu og stå ved.

Jeg må have nogle holdepunkter og redskaber, fordi spiseforstyrrelsen har været så stor del af mit liv. Jeg vil gerne kunne det hele, være helt normal. Men det er jeg ikke. Jeg har brug for min egen værktøjskasse, så jeg altid kan svinge omkring MIT balancepunkt.

Det er ikke et nederlag at erkende. Det er faktisk en kæmpe befrielse!! Jeg skal ikke KÆMPE hele tiden. Jeg skal LEVE! Hvis jeg føler, at jeg skal KÆMPE, så er der noget galt. Så er det fordi, jeg ikke lytter til mig selv og til mine behov, og fordi jeg ikke bruger min egen værktøjskasse.

Mille Eigard Andersen

Anmeldelse:

”Resten skal nydes-DIN værktøjskasse” er skrevet af Mille Eigard Andersen. Bogen er en efterfølger til Milles bog fra 2013 ”Resten skal nydes” som jeg anmeldte tidligere på måneden. ”Resten skal nydes-DIN værktøjskasse” er præcis det titlen antyder.

En værktøjskasse som kan hjælpe personer videre i livet, som tidligere har været fanget i en spiseforstyrrelse. ”Resten skal nydes-DIN værktøjskasse” er også for dig der er omgivet af personer med en tidligere spiseforstyrrelse. Enten en person der er på vej ud af spiseforstyrrelsen eller lige efter.

Værktøjskassen er de redskaber som Mille selv har brugt efter hun selv kom ud af sine mange år som anorektiker. Mille glemte at regere sit eget liv og havde det stadig svært efter spiseforstyrrelsen. Det handler om at holde fast i sine grundværdier.

Du skal lære at holde af dig selv og være dig selv både fysisk og psykisk. Det gælder om at sætte rammerne for dit eget liv, så resten kan nydes mest muligt. Mille var på et tidspunkt indlagt på en psykiatrisk afdeling. Her oplevede hun at personalet kun gik op i at hun til hvert måltid skulle tømme tallerkenen.

Hun følte at det var dybt upersonligt. Mille ønskede så meget at det var en hyggestund. For Mille virkede det ikke. Indtil der en dag kom en person med hendes tallerken, der ikke fokuserede så meget på maden. Denne person satte sig ned og sludrede om alt muligt andet end maden.

Inden Mille så sig om så var tallerkenen faktisk tom og hun havde virkelig hygget sig imens, uden at tænke ret meget over at hun faktisk spiste. Hele livet igennem har vi alle valg, fravalg og valget om ikke at gøre noget. Det er ikke nemt at komme videre efter en spiseforstyrrelse.

Men den bedste metode er at øve sig til du bliver bedre til at være den du er. ”Resten skal nydes-DIN værktøjskasse” er Milles vej til at kunne nyde hendes liv. Det er ikke sikkert at alle Milles værktøjer virker for dig. Men du kan tage de redskaber der virker for dig og så selv finde værktøjer som du har det godt med.

Mille har lavet sin egen livskontrakt som ligger i hendes værktøjskasse. Hun anbefaler at du laver din helt egen livskontrakt til din egen værktøjskasse. Prøv at skabe en positiv pladespiller i hovedet. Det handler egentlig bare om vedholdenhed.

Hvad er det der har gjort dagen i dag god. Faktisk behøver livet ikke at være særligt kompliceret. ”Resten skal nydes-DIN værktøjskasse” er som forgængeren skrevet i et flydende og letforståeligt sprog. Der er ikke fyldt mange fagtermer på sproget og lidt bandeord er der såmænd også.

Spiseforstyrrelse er et alvorligt emne, men man fornemmer tydeligt Forfatterens nyfundne livsglæde og lette humor under sætningerne. Du får serveret en masse kloge ord og tankevækkende levesætninger. Mille har fundet sit balancepunkt og ”Resten skal nydes-DIN værktøjskasse" kan hjælpe dig til at finde dit helt eget balancepunkt.

Hvis du gerne vil lære Mille lidt bedre at kende så kan du læse det lille interview som jeg lavede sammen med Mille Eigard Andersen efter jeg havde læst forgængeren ”Resten skal nydes”. ”Resten skal nydes-DIN værktøjskasse” får bestemt mine varmeste anbefalinger med på vejen.

Vurdering: 5/6 Roser

Krimiormen

Læs interviewet med Mille her:

Mille Eigard Andersen

Bogen kan købes her:

Skriveboblen

Milles blog:

Resten skal nydes

5/6 Roser

"MINE UNGE ÅR"

BIOGRAFI

SKREVET AF

WINSTON SPENCER CHURCHILL

"Mine unge år" skrevet af Winston Spencer Churchill

Forfatter: Winston Spencer Churchill

Oversætter: Arne Stevns

Forlag: Lindhardt & Ringhof

Udgivelse: 2016

Sider: 391

Format: Hardcover

Genre: Biografi

ISBN: 9788711561843

Anmeldt: 18. oktober 2020

Beskrivelse af Mine unge år

I "Mine unge år" deler Winston S. Churchill ud af sine ungdomserindringer, der bl.a. strækker sig over hans opvækst på Blenheim Palace, årene på kostskole og officersskolen Sandhurst, samt adskillige andre eventyrlige oplevelser i bl.a. Indien, Sudan of Sydafrika.

"Mine unge år" er en spændende historisk bog, der med Churchill som forfatter, sikrer læseren en god oplevelse. Kunne du god tænke dig at vide, hvordan en af de største og mest markante skikkelser i det 20. århundrede, beretter om sin ungdom?

Så er "Mine unge år" lige noget for dig. Winston S. Churchill var ikke kun politikker, men også forfatter, hvilket kan ses på kvaliteten af hans beretninger. I sin levetid udgav han hele 37 bøger og modtog endda, som den eneste britiske premiereminister nogensinde, Nobelprisen i litteratur i 1953.

"Mine unge år" er blevet kaldt "Måske århundredets bedste bog" og det er der en grund til! Churchill´s beretninger er både tankevækkende og handlingsrige. De beretter om et ungt menneske med store drømme. De rummer budskaber som alle mennesker og alle tider, vil kunne forstå.

"Mine unge år" giver læseren en indsigt i hvordan det hele begyndte og er en unik mulighed for at dyrke længere ned i historien. Kunne du tænke dig at vide, hvordan det tyvende århundredes største statsmand, blev formet? Så læs "Mine unge år", bliv underholdt af spændende beretninger og se om du kan finde ud af, hvad der gjorde Winston S. Churchill, til den mand vi kender i dag.

Forlagets beskrivelse af Mine unge år

"Måske århundredets bedste bog" - Roy Jenkins.

"En vidunderligt tidløs bog med et budskab til alle mennesker og til alle tider" - Uffe Ellemann-Jensen i bogens forord.

Winston S. Churchill fortæller her om de vigtige år, der formede ham. Om barnepigen mrs. Everest og tiden på kostskole. Om officersskolen Sandhurst, de eventyrlige oplevelser som rytterløjtnant under felttogene i Indien og Sudan og som krigskorrespondent under boerkrigen.

Churchill afslutter sine domserindringer med årene som fremadstormende politiker på vej mod det engelske parlament og den plads i historien, han som en af det tyvende århundredes største statsmænd skulle komme til at udfylde.

Biografi

Anmeldelse:

Denne biografi er én af mine egne bøger, som jeg har haft liggende i et stykke tid. Jeg er helt overbevist om at man skal interessere sig for krigshistorier og selvfølgelig Winston Leonard Spencer Churchill for at falde ind under kategorien af læsere.

Så tænker du måske at Churchill ikke kan have skrevet en bog der udkom i 2016. Årsagen er at ”Mine unge år” er blevet genudgivet adskillige gange siden den udkom første gang D. 30. oktober 1930. Min udgave er 3. udgave og med forord af Uffe Ellemann-Jensen og med en opdateret oversættelse af Arne Stevns.

Den er skrevet i nutidigt sprog. Winston levede fra 1874-1965. Han blev altså 90 år gammel. Winston vandt nobelprisen i litteratur i 1953. Vi har altså ikke kun med en statsmand at gøre men også en yderst dreven forfatter med et omfattende forfatterskab bag sig inden han gik ind i politik for alvor.

I 1890`erne skrev han sin første bog. Winston sad i det britiske parlament i hele 64 år. I 1900 blev han valgt ind i parlamentet 1. gang i kredsen Oldham. ”Mine unge år” tager os igennem Winstons liv helt tilbage fra han blev født i 1874 og indtil 1930.

Hans far var sekretær for Winstons farfar Hertugen af Marlborough. Winstons barnepige fru Everest gjorde et stort indtryk på den senere premierminister og var mere den unge Winstons nøgleperson end moderen var. Indtil 1880 var bedstefaderen vicekonge i Irland.

Da Winston fyldte 7 år, skulle han starte i skole. Det betød at han skulle være væk hjemmefra i mange uger ad gangen. Det er absolut ikke en fremtid som Winston ser frem til med glæde. Winston blev sat ved et bord og fik besked på at lære en række latinske ord udenad.

2 år var Winston på den første skole St. James. Herefter gik han 3 år i Harrow. Winston havde en svær start i skolen. Winston var ikke særlig god til hverken Latin, Græsk eller eksamener. Til gengæld var han rigtig dygtig til Engelsk.

Den lille Winston havde ikke mindre end 1500 Tinsoldater. Vel en god forberedelse til hans tidlige voksenliv som officer. Winstons far foreslog ham at blive soldat. Egentlig fordi hans far ikke antog at Winston var specielt intelligent. I hvert fald ikke intelligent nok til at læse jura.

Winston begynder at forberede sig på at blive optaget på Sandhurst. I Winstons unge år deltager han som officer og journalist i flere mindre krige hvor England er involveret. Personligt synes jeg at de mere personlige beretninger om Winston Churchill i ”Mine unge år” er de mest interessante passager.

Men det har nok mere at gøre med at jeg ikke er så meget for krigsberetninger. ”Mine unge år” som helhed er vanvittig godt skrevet og smækfyldt med spændende passager. Både om Winston som person, hans liv som soldat og senere som spirende ung politiker.

”Mine unge år” er bestemt både velskrevet, klog og morsom. Bogen giver et rigtig godt billede af hvem statsmanden Winston Churchill var og hvorfor han udviklede sig som person, som han gjorde. ”Mine unge år” får bestemt mine anbefalinger med på vejen. En interessant og forrygende biografi.

Vurdering: 4/6 Roser

Krimiormen

Bogen kan købes her:

Tales

Besøg forlaget her:

Lindhardt & Ringhof

Findes som lydbog og e-bog:

Bookmate

4/6 Roser

"RESTEN SKAL NYDES"

VEJEN UD AF EN SPISEFORSTYRRELSE

SKREVET AF

MILLE EIGARD ANDERSEN

"Resten skal nydes" skrevet af Mille Eigard Andersen

Spiseforstyrrelser

ANMELDEREKSEMPLAR

Forfatter: Mille Eigard Andersen

Forlag: Skriveboblen

Udgivelse: 2013

Sider: 299

Format: Hæftet

Genre: Sygehistorier

ISBN: 9788799534319

Anmeldt: 5. oktober 2020

Jeg fik tilsendt bogen som et anmeldereksemplar. Anmeldelsen er udtryk for min egen mening om bogen og ikke påvirket heraf.

Om bogen:

En fortid med spiseforstyrrelse, angst, dårligt selvværd, destruktive hverdage, ensomhed, usikkerhed og forvirring har jeg sagt farvel til. Jeg har brudt ud af min glasklokke og har besluttet, at den aldrig skal klinkes sammen igen. "Livet" i den er fortid, og jeg vælger nu at tage alt det positive med fra den tid - alt det jeg har lært.

Resten lader jeg ligge i den smadrede glasklokke. Har du selv nogen udfordringer, som du gerne vil sige farvel til - men ved ikke hvordan? Jeg lover dig, at lige meget hvor mange år du har brugt på at have det skidt af den ene eller anden årsag, så kan du sætte en streg i sandet, se tilbage og kalde det FORTID, hvis du vælger at begynde rejsen.

Den rejse, der skaber resten af dit liv. Dit liv, som DU ønsker det. RESTEN SKAL NYDES! I hvert fald mit. Vil du med?

Anmeldelse:

”Resten skal nydes” er i en lidt anden genre, end de bøger jeg mest beskæftiger mig med. Men jeg synes at spiseforstyrrelser er et meget vigtigt emne at sætte fokus på. ”Resten skal nydes” er en selvhjælpsbog der er et rigtig godt redskab, hvis man gerne vil vide mere om emnet eller er på vej ud af en spiseforstyrrelse.

Mille Eigard Andersen har indtil nu skrevet 6 bøger om spiseforstyrrelse. Hendes 7. bog der udkommer sidst på måneden, handler om overgreb. Udover bøgerne så har Mille også lavet en række podcasts om spiseforstyrrelser.

Mille led af anoreksi i en del år, da hun var yngre. Disse år betød blandt andet at hun ikke havde menstruation i 16 år og hun har fået en del følgevirkninger af sin spiseforstyrrelse. Blandt andet er hendes blære blevet ødelagt af de helt utroligt store mængder væske og hendes knogler er på forstadiet til knogleskørhed.

Hun fortæller en del om disse følgevirkninger i ”Resten skal nydes”. Men grundlæggende handler ”Resten skal nydes” om hvad Mille gør for at nyde resten af sit liv, efter mange år hvor hun i realiteten ikke nød sit liv særligt meget.

Desværre er der rigtig mange mennesker der har eller har haft en spiseforstyrrelse. Er du en af dem, så vil du helt sikkert kunne finde nogle værktøjer til et bedre liv i ”Resten skal nydes”. Men jeg synes faktisk også at personer der kæmper med andre ting i deres liv, vil kunne få meget ud af at læse om de værktøjer som Mille bruger.

Ingen siger at Milles værktøjer virker for alle. Men der er ingen tvivl om, at hun har nogle værktøjer som man vil kunne få gavn af. Om ikke andet så kan disse værktøjer være en hjælp til at du finder din egen vej til at nyde resten af dit liv.

Det gælder uanset, hvad du selv har haft af kampe i dit liv. Det er ikke længe siden at jeg læste ”Maskeballets dronning” skrevet af Carina Bruun Kristensen. Carina har levet med anoreksi igennem mange år. Carina skrev at Milles bøger inspirerede hende til at skrive om sine egne oplevelser.

Mille Eigard Andersens bøger har følgende titler:

”Lad mig bare forsvinde/En anoreksipiges dagbog” (det er samme bog, blot forskellig titel. Lad mig bare forsvinde er 1. oplag, og i 2. oplag ændrede forlaget titlen),

”Hvor ser du godt ud”,

”Ih, du Mille”,

”Lyster”,

”Resten skal nydes”,

”Resten skal nydes - DIN værktøjskasse” samt den kommende udgivelse ”Hvorfor sagde vi det ikke før? - det er fandme min krop!”.

Citat:

”Jeg er et krøllet stykke papir Da jeg blev født, var jeg et fint hvidt stykke papir. Helt glat, upåvirket, uberørt. Op gennem min barndom kom der små bølger i papiret – oplevelser og bemærkninger (både gode og dårlige) – der alt sammen satte sit præg på mig. Og sådan er det jo for alle.” Mille.

”Resten skal nydes” er skrevet i en stil, så man føler at man er til et af forfatterens foredrag om spiseforstyrrelser. Velskrevet, vedkommende og i et forståeligt sprog for alle. Jeg giver ”Resten skal nydes” mine varmeste anbefalinger med på vejen.

Jeg ser allerede nu frem til at læse efterfølgeren ”Resten skal nydes-DIN værktøjskasse”, som ligger klar på min reol.

Vurdering: 5/6 Roser

Krimiormen

Bogen kan købes her:

Skriveboblen

Milles blog:

Ih du Mille

Podcast:

Resten skal nydes

 

5/6 Roser