Krimiormen

en blog om mine læseeventyr og lidt andet godt 😁

OKTOBER 2019

Oktober 2019

Oktober måned er slut og nu står en november måned for døren med masser af spændende læseoplevelser og et Bogforum, som jeg virkelig ser meget frem til. Hjemme hos mig er det virkelig noget som det meste af familien glæder sig meget til.

Masser af ny inspiration, spændende interviews og ny litteratur til hjernen og hylderne. Tilbage til oktober som det her egentlig handler om. Jeg troede egentlig ikke at måneden ville byde på det helt store, når det kom til læst litteratur.

Men når jeg ser i bakspejlet, så er det da alligevel blevet til en del. Måneden startede med den spændende krimi ”Mord i Pillemark” skrevet af Lena Jo Hursh, udgivet a Forfatterskabet.dk. "Mord i Pillemark" er en lidt usædvanlig krimi. Den er absolut velskrevet og en helt anden slags krimi end dem jeg normalt giver mig i kast med. Det er absolut forfriskende med en forfatter der har en ny og anderledes måde at skrue en historie og et plot sammen op. Der er ikke så meget fart over handlingen men det betyder dog ikke, at der ikke er spænding i historien. Det er en kort krimi der hurtigt er læst med spændende karakterer.

”Jussi” skrevet af Jonas Langvad Nilsson, udgivet af Politikens Forlag, en biografi skrevet i 2017 er en af mine egne indkøbte bøger. Eller det vil sige, jeg fik den i gave af min bonusdatter. Det var virkelig en fornøjelse at komme ind bag en af mine absolut yndlingsforfattere. Han er præcis så imødekommende overfor sine læsere som biografien lægger op til. Derudover så ved Jussi præcis hvordan han skal promovere firmaet ”Jussi Adler-olsen-Forfatter” overfor sit publikum AKA mig 😊 Biografien går lidt let hen over Jussis barndom. Til gengæld så får man et meget uddybende indblik i hans forfatterskab.

Fra Turbine Forlaget modtog jeg ”Thors hammer” som E-bog. Bogen er skrevet af Rasmus Dahlberg. ”Thors hammer” er en fantastisk historie der kræver at læseren holder tungen lige i munden. Man får naturkatastrofe, kærlighed, svigt, it-kriminalitet, afpresning, sammenhold, ofringer til de gamle nordiske guder, pubertetsvanskelige unge, redningsaktioner, national krise og politikeres tåbelige beslutninger der giver en fremmed magt mulighed for at tvinge et folkestyre til trældom.

Livstil blev det også til i oktober. ”Spis dig fri for type 2 diabetes” skrevet af Jane Kudsk, udgivet af Forlaget Forfatterskabet.dk Jeg må indrømme, at jeg har det svært med bøger der proklamerer at man kan blive rask når man har en kronisk diagnose. Men forfatteren har bestemt argumenterne på plads og hvem ved, måske kan det virkelig lade sig gøre. Det er vel et forsøg værd, trods alt. Bogen har undertitlen ”Sænk dit blodsukker ved at glemme alt du har lært om fedt”. Jeg har en vis interesse i hvordan man kan forbedre livskvaliteten for personer med diabetes og finde måder hvorpå man kan minimere følgevirkningerne af den medicin man har behov for som diabetiker. Jeg har, som mange andre, en del mennesker i min omgangskreds og familie der har fået diagnosen diabetes.

”En uretfærdig tid” skrevet af Gertrud Tinning, udgivet af Politiken forlag er en historisk roman. Det er ikke en genre jeg ofte giver mig i kast med, men den lød spændende. Det var den også, jeg var fuldstændig tryllebundet. Man føler sig ganske enkelt båret tilbage til 1880'ernes arbejderklasse og den måde arbejderne bliver behandlet på. Både af arbejdsgivere og de lidt højere klasser. Der er ingen tvivl om at der på den tid, var meget stor forskel på middelklassen og arbejderklassen. Vi er på den tid hvor kvinderne begyndte at røre på sig både hvad angår kvindekamp og ligestilling på arbejdsmarkedet.

Fra Turbine Forlaget fik jeg tilsendt ”Som om vi aldrig rigtigt fandtes” skrevet af Rikke Dahl og indlæst af Laura Bøge Mortensen. Bogen er en krimi/spændingsroman. Udover at bogen er en spændende thriller har Rikke Dahl formået at få de følelser, man som barn/teenager tumler med, inkorporeret i teksten. En svær og fantastisk manøvre. Så godt som alle de unge i ”som om vi aldrig rigtigt fandtes” levede i mere eller mindre dysfunktionelle familier. Det var den følelse jeg sad tilbage med. Faktisk hørte jeg bogen 2 gange i træk for at få det hele med 😊

Lidt lækkert brød fik jeg da også bagt i løbet af oktober. Jeg bagte boller ved hjælp af den nye bagebog fra Annemette Voss Fridthjof ”Brødbogen”, udgivet af Politikens Forlag. ”Brødbogen skrevet af Annemette Voss Fridthjof er et fantastisk bud på en rigtig god og lærerig bage bog. Jeg holder meget af at bage men indimellem kan der godt gå noget tid imellem. Men med ”Brødbogen” fik jeg rigtig god inspiration til bagning af et godt brød i den lidt sundere ende.

Det næste jeg gik i gang med var virkelig spænding i topklasse. ”Fremmed fjende” skrevet af Birgitte Abdel, udgivet af Forfatterskabet.dk. Hovedkarakteren i denne bog er helt klart kriminalkommissær Steinar Knutsson og hans efterforskningshold. Denne gang har Beate ikke helt så fremtrædende en rolle som hun havde i ”Kadaveret på Klosterbakken”. Det er absolut en fremragende historie med et uventet plot.

Månedens sidste anmeldelse her på bloggen blev Linse ”Jeg bliver ældre – og det gør ik`noget” skrevet i samarbejde med Michael Holbek, udgivet af Politikens Forlag. En biografi der viser helt nye og tænksomme side af Linse Kessler. I ”Jeg bliver ældre – og det gør ik`noget” fornemmer man, at Linse er blevet ældre og langt mere tænksom end jeg tidligere har oplevet hende. Der er klart nogle dybe tanker i bogen, som jeg ikke lige havde set komme. Samtidig skinner den Linse som jeg har oplevet tidligere tydeligt igennem med sin fandenivoldskhed og humor. ’

Tak til Forlagene Forfatterskabet.dk, Politikens Forlag samt Turbine forlaget for de skønne oplevelser og dejlige bøger. Det var alt for denne gang. Måske ses vi på Bogforum 2019 😊 Jeg har i hvert fald tænkt mig at være der fra Bogforum åbner fredag og til de lukker ned søndag 😊 På gensyn og god november. Politikens Forlag Forfatterskabet.dk Turbine Forlaget

Krimiormen

"SPIS DIG FRI FOR TYPE 2 DIABETES"

SKREVET AF

JANE KUDSK

"Spis dig fri for type 2 diabetes" skrevet af Jane Kudsk

ANMELDEREKSEMPLAR

Forfatter: Jane Kudsk

Forlag: Forlaget Forfatterskabet.dk

Udgivelse: 20. september 2019

Sider: 180

Format: Paperback

Genre: Livsstil

ISBN-13: 9788793755741

Anmeldt: 7. oktober 2019

Forlaget skriver:

Mere end hver 10. dansker har Type 2 diabetes eller har så højt blodsukker, at de er godt på vej til at udvikle sygdommen! Hvorfor rammer denne sygdom, der engang blev kaldt gammelmandssukkersyge, nu også unge mænd, kvinder og børn?

Og hvorfor er udbredelsen af sygdommen eksploderet de seneste årtier? Jane Kudsk er ekspert i ernæring og Type 2 diabetes, og i denne bog afslører hun:

• Hvorfor forfejlede kostråd og fokus på medicinsk behandling har gjort Type 2 diabetes til en udbredt, kronisk sygdom

• Hvordan du kan spise dig til et naturligt, stabilt blodsukker ved at glemme alt du har lært om fedt og forkæle dig selv med nærende og velsmagende mad.

Mange vil blive overraskede over bogens budskab: vi skal nemlig spise meget mere fedt. Med udgangspunkt i den nyeste forskning og de mange diabetikere hun har hjulpet fri af sygdommen, gør Jane Kudsk op med myten om, at fedt gør os fede og syge.

Ved at spise mere naturligt fedt vil du opleve en helt ny mæthed, og du kan ændre hele balancen i din krop og gå fra diabetiker til ex-diabetiker. Bogen giver dig 9 Trin til at spise dig fri og indeholder et væld af gode råd til at ændre madvaner og få motivation til varig forandring.

Om forfatteren

Jane Kudsk (Cand.techn.al.) har en kandidatgrad i fødevarevidenskab med speciale i human ernæring fra Københavns universitet (tidl. Den kgl. Veterinær og Landbohøjskole). Hun er stifter af Spis dig fri, hvor hun holder foredrag, kurser og individuelle livsstilsforløb.

Hun er en aktiv blogger vedrørende den nyeste forskning om ernæring og Type 2 diabetes på spisdigfri.dk.

Anmeldelse:

Jeg modtog ”Spis dig fri for type 2 diabetes” skrevet af Jane Kudsk som anmeldereksemplar. Dette har dog ingen indflydelse på min anmeldelse. Anmeldelsen er skrevet ud fra mine egne meninger og holdninger. Bogen har undertitlen ”Sænk dit blodsukker ved at glemme alt du har lært om fedt”.

Jeg har en vis interesse i hvordan man kan forbedre livskvaliteten for personer med diabetes og finde måder hvorpå man kan minimere følgevirkningerne af den medicin man har behov for som diabetiker. Jeg har, som mange andre, en del mennesker i min omgangskreds og familie der har fået diagnosen diabetes.

Bogen er overskuelig og delt op i 3 dele. 1 del forklarer hvorfor Jane Kudsk mener at Symptombehandling gør type 2 diabetes kronisk. 2. del forklarer hvorfor forfejlede kostråd har gjort dig syg. 3. del indeholder 9 trin til at spise dig fri for type 2 diabetes.

Bogen starter, for mig, lidt grænseoverskridende. Men jeg er ikke blind for, at Jane Kudsk har en faglig ekspertise. Jane Kudsk skriver, at de kostråd man siden 70`erne har fået af alle eksperter og læger er forkerte og bør vendes på hovedet.

Medicinen fastholder patienterne i diabetesdiagnosen og gør diagnosen kronisk, og at man med en helt anderledes kost, i nogle tilfælde, kan blive helt fri for diabetes og medicinen. Det er bemærkelsesværdigt at for år tilbage da var det mest ældre mænd der blev diagnosticeret med type 2 diabetes.

Det kan man jo kun give Jane Kudsk ret i. Dette har ændret sig drastisk, så diagnosen i dag rammer alle aldre og køn. Selv ganske unge mennesker får diagnosen diabetes 2. Det er desuden bemærkelsesværdigt at siden kostrådene blev offentliggjort i starten af 80`erne er diabetesdiagnoserne eksploderet.

Jane Kudsks første råd i ”Spis dig fri for diabetes 2” er ganske enkelt at holde op med at spise sukker. Med den rette kost skriver forfatteren, at man kan blive helbredt for sin kroniske sygdom. Ifølge Jane Kudsk bør man undgå kulhydrater i form af kartofler, brød, rid og pasta da disse fødevarer indeholder for mange kulhydrater.

Bogen gennemgår grundigt de forskellige typer diabetes. Man får man en rigtig god og grundig forklaring på hvad blodsukker er og hvordan kroppen reagerer på både for lavt og for højt blodsukker. Dernæst gennemgås de 8 tegn man skal være opmærksom på hvis man ikke har diagnosen.

Når man har diabetes, er der en hel del følgesygdomme der er vigtige at være opmærksom på. Man kan vel kun give Jane Kudsk ret i at det er langt bedre hvis man kan gøre en indsats med hensyn til kost og motion i god tid før man eventuelt bliver ramt af følgesygdommene.

Måske kan man endda hen ad vejen få sat medicinforbruget ned, eller endda helt undvære sin diabetes medicin. Jane Kudsk skriver, at lav kulhydratholdig kost kan være med til at minimere medicinforbruget. En af de ting Jane Kudsk pointerer er at måske skal de kendte kostråd i virkeligheden ikke være ens for alle.

Det er der vel også en vis logik i. vi er trods alt ikke ens og har heller ikke samme aktivitetsniveau. I bund og grund ønsker Jane Kudsk at gøre op med de oprindelige kostråd der blandt andet gik ud på at spise mindre fedt og i det hele taget gøre op med fedtforskrækkelsen.

Det var en yderst interessant bog med nogle gode tanker og argumentationen er absolut logisk. Jeg fik en meget grundig forklaring på både blodsukker, insulin og forskellene på de forskellige typer diabetes. Forfatterens tanker omkring sukker, kulhydrater og fedt gav rigtig god mening.

Bogen forklarer begreberne på en klar og let forståelig måde. Jeg kan absolut give bogen mine bedste anbefalinger. Udover at den på en rigtig god måde forklarer hvad diabetes 2 er og hvad man kan gøre selv, så er den faktisk også lidt skræmmende læsning.

Jane Kudsk har en hjemmeside hvor du kan læse mere og tilmelde dig hendes nyhedsbrev: https://spisdigfri.dk/ Derudover har Jane Kudsk også en Facebook gruppe hvor du kan tilmelde dig: https://www.facebook.com/groups/spisdigfrifortype2diabetes/about/

Bogen kan købes her:

https://spisdigfri.dk/diabetesbogen

Vurdering: 4/6 Roser

Krimiormen

4/6 Roser

"BRØDBOGEN"

SKREVET AF

ANNEMETTE VOSS FRIDTHJOF

ANMELDEREKSEMPLAR

Forfatter: Annemette Voss Fridthjof

Forlag: Politikens Forlag

Udgivelse: 25. september 2019

Sider: 176

Format: Indbundet

Genre: Bagebog

ISBN-13: 9788740056068

Anmeldt: 23. oktober 2019

Jeg fik tilsendt bogen som et anmeldereksemplar. Anmedelsen er udtryk for min egen vurdering af bogen og ikke påvirket heraf.

Forlaget skriver:

Denne brødbog gør det nemt og overskueligt at bage sit eget brød. Med mel, salt, vand og gær eller surdej kan man bage et godt brød. Altså et rigtig godt brød, faktisk. Resten – krumme, skorpe og smag – er noget, man kan hjælpe dejen til at udvikle gennem æltning, hævning og bagning.

Mere langhåret behøver det ikke at være. Men hvorfor søren er det så, at det brød, man bager derhjemme, ikke altid er helt så lækkert, som det man køber til overpris hos bageren eller nyder på dyre restauranter? Det forklarer Annemette Voss i denne bog uden at fortabe sig i kemi, nørderi og indviklede bageprocesser.

Hun viser, hvor nemt det faktisk kan være at bage brød med de rigtige kneb, og hvordan man med ro i maven ved at følge bogens opskrifter kan lave hjemmebagt brød, der er så godt, at man efterfølgende ikke har lyst til at spise andet.

Opskrifterne er for overskuelighedens skyld baseret på en lille håndfuld af de allervigtigste meltyper, som kan fås overalt. Derudover indeholder bogen en grundig og letforståelig gennemgang af tilblivelsen af ens egen surdej. Der er gode tips til æltning, hævning, konsistens, drys, bagning, opbevaring og holdbarhed, og bogen kommer omkring emner som boller (med og uden frø og kerner), brød (fra rugbrød til grydebrød til knækbrød) og sødt brød (fra fødselsdagsboller til tebirkes).

I alt indeholder bogen 50 nemme opskrifter på godt brød, der er bagt på enten gær eller surdej, og som vil få det til at dufte i hele hjemmet. Bogen giver én lyst til at kaste sig ud i brødbagningens kunst. ”Jeg har villet lave en brødbog til hverdagen.

Til folk, der elsker at gå i køkkenet, men som også tit har travlt. Bogen gør det nemt og overskueligt at bage godt brød,” fortæller Annemette Voss.

Anmeldelse:

”Brødbogen skrevet af Annemette Voss Fridthjof er et fantastisk bud på en rigtig god og lærerig bage bog. Jeg holder meget af at bage men ind imellem kan der godt gå noget tid imellem. Men med ”Brødbogen” fik jeg rigtig god inspiration til bagning af et godt brød i den lidt sundere ende.

Jeg valgte at bage bløde Grahams Boller. Det valgte jeg blandt andet fordi, at jeg, som nok mange andre, har børn i huset som ikke er så vilde med grove boller. Så var min tanke at disse boller kunne være et godt alternativ til det lyse brød, som de yngste medlemmer af familien sværger til.

Resultatet blev virkelig nogle bløde, lækre boller, med en fantastisk mæthed i forhold til de lysere udgaver. Opskriften var let at gå til og skrevet så enhver kan være med. Det er sådan en bage bog skal være i min optik. Sådan at alle fra novicen til den mere trænede hjemme bager kan få glæde af opskrifterne.

Bogen er opbygget så man får en teknisk introduktion til at bage. Et afsnit som man, hvis man er stærk ud i bage kunsten, roligt kan springe over. Hvis man er lidt mere novice derimod, så vil man have rigtig stor glæde af lige at læse bage teknikken igennem.

En detalje som jeg er ret vild med bogen igennem er, at Annemette Voss Fridthjof har samarbejdet med Skærtoft mølle om ”Brødbogen”. Det betyder mere konkret at der hele bogen igennem med let hånd er strøet en masse gode tips og viden, fra Skærtoft mølle, i små bokse rundt om i bogen.

En af de mere kuriøse fakta er denne: ”Bag udtrykket ”hvedebrødsdage” ligger en lille sjov historie. Det forholdt sig nemlig sådan, at tilbage i 1800-tallet dyrkede man hveden på de større gårde i Danmark. Når hveden var høstet, blev den brugt ved særligt fine lejligheder såsom bryllupper, og det er faktisk herfra at udtrykket ”hvedebrødsdage” stammer” Som sådan ikke nødvendig viden for at bage et godt brød, men alligevel meget interessant.

En anden fakta boks indeholder dette lille ”Guldkorn”: "Har du ikke tid til at vente på koldhævning? Så tilsæt dejen en spsk. Økologisk citronsaft. Syren støtter den stenmalede mels gode bageevner, så du kan nøjes med et par timers hævning."

Det synes jeg personligt er ganske brugbar viden, da jeg meget ofte bager koldhævet brød. Ind imellem kunne det bare være rart at forkorte processen lidt. Bogen indeholder opskrifter på alt fra hvordan man laver en surdej til 7 gode grunddeje med anvisning til hvad de enkelte deje kan bruges til.

Man finder opskrifter på alt lige fra et godt rugbrød over kanelknækbrød til stenalderbites med mandler og tranebær. ”Brødbogen” er ganske enkelt en fantastisk hjælper til at bage et rigtigt lækkert brød uden at skulle bruge mange timer i køkkenet.

Det bliver bestemt en bog som jeg personligt vil bruge meget flittigt. Hvem drømmer ikke om, at bage de lækreste burgerboller som har lige præcis den størrelse der passer til humøret. Ja det gør jeg altså. Desuden så kan jeg godt lide at vide hvad der helt præcist er i den mad jeg serverer.

Vurdering: 6/6 Roser

Krimiormen

Bogen kan købes her:

Politikens Forlag

6/6 Roser

"EN URETFÆRDIG TID"

SKREVET AF

GERTRUD TINNING

"En uretfærdig tid" skrevet af Gertrud Tinning

ANMELDEREKSEMPLAR

Forfatter: Gertrud Tinning

Forlag: Politikens Forlag

Udgivelse: 30. september 2019

Sider: 464

Format: Indbundet

Genre: Historisk roman

ISBN-13: 9788740050806

Anmeldt: 14. oktober 2019

Forlaget skriver:

Gribende historisk roman om kvinders og mænds liv i byen og på landet i 1880’erne. I 1880’erne var Rubens væverier på Frederiksberg en af Danmarks største arbejdspladser med 500 ansatte. Her arbejder den unge kvinde Nelly. En dag kommer en af de andre unge arbejdersker ud for en frygtelig ulykke, og Nelly må sørge for at Marie kommer fri af maskinen og bliver bragt til hospitalet.

Der er ingen hjælp at hente fra de overordnede mænd, tværtimod. Nelly bor i det fattige kvarter i Borgergade. Her møder hun bondesønnen Johannes fra Jylland, som sover hos hende den nat, hun bliver overfaldet. Johannes bliver fængslet og anklaget for overfaldet, men er det virkelig ham, der har gjort det?

På Johannes’ fædrene gård i Jylland bor hans søster Anna stadig. Johannes’ tvillingebror skal arve gården, og Johannes skal købe sit eget sted, men han har ingen penge. Storbonden Peder lover ham et lån, hvis Anna vil gifte sig med ham.

Da Anna hører, at hendes bror sidder i arresten i København, giver hun fanden i det hele og stikker af for at komme sin bror til undsætning. Gertrud Tinning har skrevet en handlingsmættet historie om vilkårene for kvinder og for mænd på landet og i byen i slutningen af det 19. århundrede

Anmeldelse:

Vi er i København 1885. Nelly og Marie arbejder på klædefabrikken Ruben. Marie er gift med Nellys bror Gustav og kommer til skade ved en af vævene. Det lykkes Nelly og en af formændene, Fingerbøllet, at køre den svært tilskadekomne Marie på Kommunehospitalet.

Nelly er rasende over, at ingen har villet skifte den rem, der var skyld i Maries ulykke. Om morgenen er alle remmene på Maries væv skiftet. Nelly prøver at samle de andre kvinder til et møde på grund af Maries ulykke, men bliver overfaldet en nat, og naboen Johannes bliver fængslet og anklaget for mordforsøg.

I 2. del af bogen starter historien 8 måneder tidligere, imens Johannes stadig bor på faderens gård i Uldum i Jylland. På gården bor også hans tvillingebror Harald og søsteren Anna. Faderen vælger, at der skal trækkes lod om, hvem af de to brødre, der skal overtage gården efter ham, og da lodtrækningen falder ud til Haralds fordel, fortæller Johannes Anna, at han vil rejse til København for at søge arbejde på B & W.

Nogle måneder senere kommer der et telegram fra arresten i København om, at Johannes er fængslet for overfald. Anna tager til København for at hjælpe Johannes. I 3. del følger vi Annas besværligheder i København, hvor hun besøger Johannes i fængslet og fortæller ham, at hun har fundet en forsvarer til ham.

Johannes bliver kendt skyldig på grund af en enkelt vidneforklaring, men vidneforklaringen er pure opspind, og derfor forsøger Anna at finde flere vidner til hændelsen. Johannes bliver ført til det fængsel hvor han skal tilbringe resten af sit liv for en forbrydelse han ikke har begået.

Hans eneste håb om frelse er hans egen engel Anna. Umiddelbart var jeg ikke sikker på om romanen “En uretfærdig tid” var en historie der ville fange mig. Men meget hurtigt blev jeg helt fanget af det fantastiske sprog og den skønne måde som forfatteren Gertrud Tinning formulerer sig på.

Man føler sig ganske enkelt båret tilbage til 1880'ernes arbejderklasse og den måde arbejderne bliver behandlet på. Både af arbejdsgivere og de lidt højere klasser. Der er ingen tvivl om at der på den tid, var meget stor forskel på middelklassen og arbejderklassen.

Vi er på den tid hvor kvinderne begyndte at røre på sig både hvad angår kvindekamp og ligestilling på arbejdsmarkedet. Historien tager udgangspunkt i virkelige hændelser. Såsom første gang kvinderne “tillod” sig at strejke samt den første kvindelige arbejderbevægelse.

Johannes søster Anna er virkelig en usædvanlig stærk og modig kvinde der både gør alt hvad hun kan for at prøve at redde sin elskede bror samt stiller sig forrest i kampen for ordentlige arbejdsforhold og ligestilling for kvinder på arbejdsmarkedet.

Det er en fantastisk fortælling hvor jeg både følte mig utroligt spændt på hvor historien ville føre mig hen samt rørt over historien og karakterernes udvikling. Et ekstra tvist er der desuden over den detalje, at der faktisk har eksisteret en klædefabrik der hed Ruben.

“En uretfærdig tid” ER både uretfærdig, rørende, smuk og spændende lige fra første kapitel. Bogen får mine varmeste anbefalinger med på vejen.

Vurdering: 6/6 Roser

Krimiormen

6/6 Roser

"JUSSI"

BIOGRAFI OM JUSSI ADLER-OLSEN

SKREVET AF

JONAS LANGVAD NILSSON

"Jussi" skrevet af Jonas Langvad Nilsson

Forfatter: Jonas Langvad Nilsson

Forlag: Politikens Forlag

Udgivelse: 31. maj 2017

Sider: 408

Genre: Biografi

ISBN-13: 9788740013511

Anmeldt: 2. oktober 2019

Forlaget skriver:

Jussi Adler-Olsen er på få år blevet et velkendt navn i både Danmark og udlandet. Hans bøger om strømeren Carl Mørck og hans to medhjælpere Assad og Rose udkommer over hele kloden og har solgt i over 16 millioner eksemplarer.

Serien er ved at blive filmatiseret, og når han ankommer til Tyskland, verdens vigtigste bogmarked, modtages han som en rockstjerne. Men hvad kræver det at blive en international bestsellerforfatter? Har det en pris? Og hvorfra kommer evnen til at beskrive bestialske mord og menneskelig ondskab af en anden verden?

Biografien JUSSI viser hidtil ukendte sider af en af Danmarks mest succesfulde forfattere. Det er på en og samme tid et danmarksbillede og historien om en dreng, der voksede op på tre forskellige sindssygehospitaler og blev venner med de patienter, som ikke var raske nok til at færdes i samfundet udenfor.

Det er historien om stædighed, hårdt arbejde og en lille smule held. Og så er det et portræt af en mand, som går hele vejen. Hver gang.

Anmeldelse:

Jeg fik bogen om Jussi da jeg havde fødselsdag tidligere i år. Min bonusdatter havde købt den til mig. Den mest perfekte gave, som jeg kunne ønske mig. De første 5 år af sit liv boede Jussi ved Peblingedosseringen i København med sine forældre og sine 3 søstre.

På et tidspunkt blev faderen Henry Olsen ansat som overlæge på det nye sindssygehospital i Brønderslev. De boede i Brønderslev indtil 1963 hvor far Henry får tilbudt et nyt job. Jussi færdiggør sin folkeskole i Brøndbyøster og tager en matematisk studentereksamen på Rødovre statsskole.

Jussi har været tegneserieantikvar, filmstuderende, fredsaktivist, forlægger, tegneseriedirektør, ugebladsredaktør og forfatter. I 1985 blev Jussi færdig med bogen Russisk kabale men han syntes at den var så dyster, at han lagde den ned i en skuffe.

Jussi udgiver sin debutbog Alfabethuset i 1997, men salget skuffer. Jussi og vennen Keld tager på researchtur til Washington. Jussi er i gang med at skrive Washingtondekretet. Så opfinder han figuren Carl Mørck. Snart er Jussi i gang med at skrive Kvinden i buret.

I 2007 udkommer den første bog om afdeling Q. Her 12 år senere er nummer 8 netop udkommet, Offer 2117. Jussi er en fantastisk biografi om en fantastisk forfatter. Jeg har læst de 11 bøger som Jussi Adler-olsen indtil nu har udgivet og de er simpelthen noget af det bedste der findes i krimigenren.

Alle 8 bøger i serien om afdeling Q, Rose, Assad, Carl Mørck og alle de andre karakterer i bøgerne har jeg desuden hørt som lydbøger. Jeg har da også set filmene om afdeling Q. Dem er jeg nu ikke helt så begejstret for. Jeg synes på ingen måde at de yder bøgerne retfærdighed.

I biografien om Jussi får man et lille kig ind i hovedet på forfatteren: Hvad synes han om filmatiseringen af sine bøger? Jeg kan med hånden på hjertet sige, at jeg kun har set filmene fordi jeg nu engang har læst til bøgerne. Jussi Adler-olsen har jeg mødt adskillige gange på vores årlige ture til Bogforum i Bella centret ved København.

Han er præcis så imødekommende overfor sine læsere som biografien lægger op til. Derudover så ved han præcis hvordan han skal promovere firmaet ”Jussi Adler-olsen-Forfatter” overfor sit publikum AKA mig 😊 Biografien går lidt let hen over Jussis barndom.

Til gengæld så får man et meget uddybende indblik i hans forfatterskab. Alle de udgivelser der har været indtil 2016 bliver gennemgået enkeltvis. Man får et rigtig godt indblik i hvordan Carl Mørck dukkede op i Jussis liv og hvor svært det ind imellem kan være når man som forfatter har lovet sig selv og læserne at bøgerne om afdeling Q skal ende med den 10. bog og forfatteren allerede nu, kender den sidste sætning der skal afslutte serien.

Man skal ikke forvente en 100 % kronologisk gennemgang af Jussis liv fra ende til anden. Bogen springer en del men egentlig synes jeg alligevel at bogen hænger meget godt sammen og er yderst velskrevet. En anden fin detalje er, at Jonas Langvad Nilsson har interviewet Jussis omgivelser om emner som Jussi Adler-olsen ikke selv er meget for at tale om.

Ganske enkelt en grundig biografi og et sjældent fantastisk indblik i en verdensberømt succes forfatter. Jeg kan kun give mine varmeste anbefalinger til en skøn biografi. Skrevet med respekt for Jussi Adler-olsen og med et væld af skønne billeder.

Vurdering: 6/6 Roser

krimiormen

Her kan bogen købes:

Politikens Forlag

6/6 Roser

"LINSE - JEG BLIVER ÆLDRE - OG DET GØR IK` NOGET" SKREVET I SAMARBEJDE MED

MICHAEL HOLBEK

"Linse-Jeg bliver ældre-og det gør ik`noget"

ANMELDEREKSEMPLAR

Forfatter: Linse i samarbejde med Michael Holbek.

Forlag: Politikens Forlag

Udgivelse: 29. oktober 2019

Sider: 320

Format: Indbundet

Genre: Biografi

ISBN-13: 9788740055283

Anmeldt: 29. oktober 2019.

Jeg fik tilsendt bogen som et anmeldereksemplar. Anmedelsen er udtryk for min egen vurdering af bogen og ikke påvirket heraf.

Forlaget skriver:

Ærlig og åbenhjertig fortælling om de begivenheder, der har vendt op og ned på Brygge-dronningens liv de seneste år. ”Det sker stadig, når jeg kommer til at tænke på Mopper, at jeg må holde ind til siden i min bil. Så sidder jeg og tudbrøler.

Andre gange har jeg sladder, jeg skal fortælle hende, og sender sms’er op i himlen. ” Det er to år siden, Linse mistede sin mor, og hun savner hende fortsat forfærdeligt. Men Linse er også trådt ind i en ny fase af livet. Hun er blevet ældre, mere moden – familiens høvding – og den nye alder giver flere muligheder og oplevelser.

I 2018 gjorde hun alvor af sin livslange drøm om at flytte til Spanien og starte en Bed & Breakfast. Hun knoklede og levede eventyret fuldt ud. Nu fortæller hun om modet til at realisere sine drømme og gøre det, man skal, så man ikke om mange år sidder som en sur cigar og fortryder, man ikke turde kaste sig ud fra klippen.

Linse fortæller også om den største kærlighed i sit liv – barnebarnet Alba. Om at være mormor og om nu at se på sit eget liv og på sin datter, Geggo, med nye øjne. Den stærke Brygge-kvinde brænder også mere passioneret end nogensinde for de udsatte hunde – i Danmark, i Spanien, i Kina, overalt – og fortæller om sin kamp for de værgeløse dyr.

Hun kaster sig stadig med stor fornøjelse under kniven for at snyde alderen, og efter års seksuel tørke dater hun åbent og leder efter en lækker duskegut, der dog ikke behøver at flytte ind. Linse har med alderen opnået mere ro og indsigt, men hun er stadig konstant i bevægelse – fremad.

Passion, mod og kærlighed er nøgleord for hende – og i denne bog inspirerer hun til midtvejs i livet at leve det fuldt ud.

Anmeldelse

”Jeg bliver ældre – og det gør ik` noget” er skrevet af Linse Kessler alias Lenina Coleman i samarbejde med Michael Holbek og udgives af Politikens forlag i dag D. 29. oktober 2019. Jeg har oplevet Linse adskillige gange på det årlige Bogforum, men det er første gang jeg faktisk læser en af de bøger der er skrevet om hende.

Min yngste datter har købt nogle af biografierne om Linse. Hun er nok langt mere betaget af Linse end jeg er. Jeg har da set nogle afsnit af ”Familien fra Bryggen” uden dog at sidde klistret til skærmen fast hver gang Linse og familiens programmer har kørt henover skærmen.

I ”Jeg bliver ældre – og det gør ik`noget” fornemmer man, at Linse er blevet ældre og langt mere tænksom end jeg tidligere har oplevet hende. Der er klart nogle dybe tanker i bogen, som jeg ikke lige havde set komme. Samtidig skinner den Linse som jeg har oplevet tidligere tydeligt igennem med sin fandenivoldskhed og humor. 

Bogen lægger ud med at Linse fortæller om sin store sorg over at miste sin mor og familiens høvding, Mobber. Samtidig er det gået op for Linse at hun nu er det ældste medlem af den lille familie. Det virker som om Linse hviler godt i tanken om at blive ældre.

Ikke at hun er færdig med at lægge sig under kniven for at undgå irriterende rynker eller hvad der nu følger med når man bliver ældre. Men hun tager det langt mere roligt. Efter Mobbers død følte Linse at hun kunne udleve sin drøm om et eventyr i Spanien og hun åbnede en B&B i knap et år.

Det blev en dyr fornøjelse, men set i bakspejlet har hun ikke fortrudt at hun tog chancen og prøvede sin drøm af. I det hele taget er Linse nok en person med et væld af ideer om nye projekter hele tiden. Hun når dårligt at udføre et projekt før et nyt står i kø.

En af Linses store passioner er helt klart at hjælpe dyr i nød. Man mærker tydeligt at det er en sag der betyder rigtig meget og har en stor plads i hendes hjerte. Først og fremmest hundene. Dette emne har da også en stor plads i bogen.

Næst efter Geggo, Cengiz og Alba er udsatte dyr nok det vigtigste i Linses liv. Det betyder også at Linse efter en del år som vegetar nu er gået all-in og er blevet veganer fuldt ud. Et af hendes nyeste projekter går da også ud på, at hun startede en Veganer Take-Away sammen med en veninde.

”Jeg bliver ældre – og det gør ik`noget” kommer langt omkring Linse, de mennesker og dyr der betyder meget for hende og alle de projekter hun ustandseligt giver sig i kast med. Man kommer langt ind i de dybeste tanker på brygge-dronningen.

Ganske vist bor familien ikke længere på Bryggen, men det er nu engang der de kommer fra, så følelserne for denne bydel vil nok altid sidde dybt i Linse. ”Jeg bliver ældre – og det gør ik`noget” er bestemt en spændende biografi der er værd at fordybe sig i.

Bogen er gribende, smuk, tankevækkende, ærlig og åbenhjertlig og fyldt med morsomme passager. Jeg følte mig rigtig godt underholdt og kunne da nikke genkendende til nogle af de overvejelser som Linse har haft i forbindelse med at blive ældre og blive mormor, ikke mindst i kraft af at vi er samme årgang.

Vurdering: 5/6 Roser

Krimiormen

Bogen kan købes her:

politikens Forlag

5/6 Roser

"FREMMED FJENDE"

SKREVET AF

BIRGITTE ABDEL

"Fremmed fjende" skrevet af Birgitte Abdel

ANMELDEREKSEMPLAR

Forfatter: Birgitte Abdel

Forlag: Forfatterskabet.dk

Udgivelse: 28. september 2019

Sider: 438

Format: Hæftet

Genre: Krimi og Spændingsroman

ISBN-10: 8793755775

Anmeldt: 24. oktober 2019.

Jeg fik tilsendt bogen som et anmeldereksemplar. Anmedelsen er udtryk for min egen vurdering af bogen og ikke påvirket heraf.

Forlaget skriver:

Ved det almennyttige boligbyggeri Sjælsparken findes en 15-årig dreng bevidstløs efter et groft overfald. Politiets eneste vidne er ghetto-områdets lokale pusher, der angiver at have set en ung mand af fremmed herkomst flygte fra gerningsstedet.

I en lejlighed i umiddelbar nærhed mødes en islamistisk terrorcelle. Anonyme aktivister planlægger en demonstration på tiårsdagen for udgivelsen af Muhammedtegningerne. Snart rystes København af en hændelse, der puster liv i en slumrende frygt.

FREMMED FJENDE er andet bind i serien om den egenrådige journalist, Beate Sejer Larsson, og den tilknappede kriminalkommissær, Steinar Knutsson. Beate, der har svært ved at tilpasse sig gængse normer, tynges både på jobbet og i privatlivet.

Hun nægter at forlige sig med familiens fortælling om, at hendes far omkom under en ferierejse i 2004. Afdækningen af terrorsagen og jagten på sandheden fører Beate helt ud på kanten.

Om forfatteren

Birgitte Abdel (f. 1963) har udgivet flere romaner og en digtsamling. Fortællingen om Beates skæve livshistorie startede med KADAVERET PÅ KLOSTERBAKKEN.

Anmeldelse:

Vi møder endnu engang journalist på Dagbladet Beate Sejer Larsson. Beate kæmper en evig kamp i sit indre med en fortid der bliver åbnet lidt mere for i denne 2. bog med Beate i front. Man fornemmer at Beate har et udtalt misbrug af spiritus og piller.

Beate går igen sine egne veje og man fornemmer ikke altid hvor hun er på vej hen. Men i sidste ende giver hendes reaktionsmønstre måske meget god mening. Beates kollega Stefan har sit bøvl med at bakke Beate op og beskytte hende overfor Dagbladets ledelse.

Lidt om den 1. bog om Beate Sejer Larsson & Steinar Knutsson ”Kadaveret på Klosterbakken”: Beate Sejer Larsson drages tilfældigt ind i begivenhederne om det suspekte behandlingssted Momenta, og hun beslutter sig for at finde frem til, hvad der ligger bag et mystisk dødsfald.

Undervejs drages Kriminalkommissær Steinar Knutsson ind i opklaringen af mordet. Læs min anmeldelse af ”Kadaveret på Klosterbakken” på min Blog: http://krimiormen.simplesite.com Tilbage til ”Fremmed fjende”. Selve historien starter med at man finder den 15-årige Kenny Laursen.

Det viser sig at hans far Klaus Bo Laursen har startet et slags vagtværn i Sjælsparken, hvor de bor. Sjælsparken er et almennyttigt boligbyggeri med en beboersammensætning blandet af etniske danskere og mennesker af anden etnisk baggrund.

Det bliver Kriminalkommissær Steinar Knutsson og hans team der får til opgave at efterforske overfaldet på Kenny Laursen. I en lejlighed i København mødes en flok mænd og man fornemmer at det her måske handler om en forestående terroraktion.

Med til mødet er en hemmelig agent for PET. Kriminalkommissær Steinar Knutsson besøger sammen med sin hund Hildur, Sjælsparken for at afhøre nogle af beboerne. Vi har at gøre med terroraktioner, mord, svigt, lemlæstelse, højreekstremisme og vold.

Vores forventninger til hvor terrortruslen kommer fra bliver rykket og intet er måske som vi tror. Hovedkarakteren i denne bog er helt klart kriminalkommissær Steinar Knutsson og hans efterforskningshold. Denne gang har Beate ikke helt så fremtrædende en rolle som hun havde i ”Kadaveret på Klosterbakken”.

Det er absolut en fremragende historie med et uventet plot. Mine fordomme kommer op til fornyet overvejelse. Sandheden er ikke altid det vi tror at den er. Man overraskes og forbavses konstant fra første kapitel. Jeg har læst lidt kritiske røster omkring coveret på bogen, men det står mig helt klart at hvis der har været kritik, så er den bestemt fremsat af personer der ikke har læst ”Fremmed fjende”.

Coveret på ”Fremmed fjende” hænger perfekt sammen med indholdet af bogen. Så lige en lille reminder herfra 😊 Husk at læse litteratur inden du fordømmer enten indhold eller udseende. ”Kadaveret på Klosterbakken” var god men ”Fremmed fjende” er eminent med et rigt karaktergalleri som kræver at man holder tungen lige i munden.

I sidste ende giver karaktererne dog god mening og har en berettiget funktion. Stille og roligt flettes de forskellige dele af historien sammen i ”Fremmed fjende”. Mine varmeste anbefalinger til ”Fremmed fjende” med et håb om at vi kommer til at møde Steinar Knutsson, Beate, Stefan, Hildur og alle de andre fra opklaringsholdet igen.

Vurdering: 6/6 Roser

Krimiormen

Bogen kan købes her:

Forfatterskabet.dk

6/6 Roser

"SOM OM VI ALDRIG RIGTIG FANDTES"

THRILLER

SKREVET AF

RIKKE DAHL

"Som om vi aldrig rigtigt fandtes" skrevet af Rikke Dahl

ANMELDEREKSEMPLAR

Forfatter: Rikke Dahl

Forlag: Turbine

Udgivelse: 28. marts 2019

Varighed: 16.16.20 timer

Format: Lydbog

Genre: Krimi og spænding

Oplæser: Laura Bøge Mortensen

ISBN: 9788740655742

Anmeldt: 22. oktober 2019

Forlaget skriver:

”Som om vi aldrig rigtigt fandtes” af debutanten Rikke Dahl handler om, hvordan det lykkes for nogle mennesker at leve med dystre hemmeligheder, mens andre bukker under. Rikke Dahl er cand.mag. i litteraturvidenskab fra Københavns Universitet og har skrevet for Dagbladet Information.

I en tidlig alder begyndte hun at læse Gunnar Staalesens krimier, og da hun kender en, der kender en, så fik hun held til at få den anerkendte krimiforfatter til at læse hendes manuskript igennem.

Og han var imponeret! Christin Lindberg, thrillerens hovedperson, modtager en uventet telefonopringning. Hendes barndomsveninde er død af sygdom. Selv om de to ikke har kontakt længere, så kommer beskeden om dødsfaldet til at fremstå som et opkald fra fortiden, der tvinger hende til at rejse tilbage til barndomsbyen – noget, hun ellers havde forsvoret at gøre.

For ikke alene barndomsveninden er død – som forudset af uhelbredelig sygdom – også Nikolaj Hoffman er gået bort. Fundet død i en grøftekant. I gymnasietiden var han den karismatiske og talentfulde forsanger i bandet Smalltown Empire og en del af Christins klike.

Nu er han død, og Christin fornemmer, at det ikke er et hændeligt uheld … Christin Lindberg rejser tilbage til den provinsby, hvor hun har trådt sine barnesko og levet sin sorgløse gymnasietid. En provinsby, hun forlod, så snart det var muligt – og ikke længere har en tilknytning til.

Da hun vender hjem, møder hun alle dem, der aldrig forlod byen. Sammen med den lokale journalist Micki Reiss afdækker hun trin for trin fortidens forfærdelige hemmeligheder, der sætter alt i nyt lys. Rikke Dahl beskriver den klike, som formentlig findes på et hvert gymnasium i dette land.

Og side for side udfolder hun, den menneskelige psykes forskellige overlevelsesstrategier. Klikens medlemmer har reageret vidt forskellig på det, der skete den gang. Nogle lærte at leve med det, andre plages stadig dag efter dag.

Anmeldelse:

Bogen fik jeg tilsendt som anmeldereksemplar på lydbog fra forlaget Turbine. Anmeldelsen påvirkes ikke af dette, men er udelukkende et udtryk for min egen mening om bogen. Christin bliver kontaktet af en barndomsveninde, Elisabeth.

De har ikke talt sammen i mere end 20 år. Elisabeth fortæller at deres gamle veninde Katinka er død af kræft. Christin er lidt ligeglad, lige indtil Elisabeth fortæller at en af de drenge som hun gik i gymnasiet med, Nikolaj, 2 uger tidligere blev fundet død.

At Nikolaj er død, chokerer Christin langt mere, end Katinkas dødsfald. Christin er scenograf og arbejder normalt mest i udlandet. En anden gammel bekendt, Micki, er journalist og har skrevet en artikel om Nikolaj i forbindelse med hans død.

Efter samtalen ringer Christin til endnu en veninde fra gymnasiet, Pauline, de har heller ikke talt sammen de sidste 20 år. Christin beslutter sig for at tage til Katinkas begravelse i Jylland. Christin tænker tilbage på bandet Smaltown empire som bandt hende og hendes 8 gymnasievenner sammen.

Bandet bestod af Nikolaj, Sebber (Sebastian), Kusius (Ole), Milan, Simon og Natalie. Pigerne Ingeborg, Christin og Pauline var altid sammen med bandet nærmest som 3 ekstra medlemmer. Historien svinger mellem 1993 og nutiden 2013.

I 1993 har bandet deres helt store koncert der bliver anmeldt i den lokale avis. Micki som dengang var praktikant på den lokale avis lover at anmelde koncerten, som skulle være bandets helt store højdepunkt i deres karriere. Pauline skulle filme og Cathrin skulle lave scenografien.

Tilbage i nutiden opsøger Cathrin, Micki og sammen prøver de at finde alle medlemmerne af bandet. Hvad er der blevet af dem? Micki var ikke rigtigt en del af gruppen, dengang, men han higede efter deres accept, men følte ikke rigtigt at han fik den.

Langsomt finder Micki ud af at han nok skal være glad for, at han aldrig blev en del af gruppen. Hvem kan han stole på og hvad er det at de skjuler? Det viser sig snart, at ingen af bandmedlemmernes drømme blev som de i 1993 havde forestillet sig.

Faktisk er det som om, at ingen af bandmedlemmerne nogensinde rigtigt forlod deres hjemby og hænger fast i deres gymnasietid. Hvad skete der den aften i 1993? og hvor blev deres drømme af? Jeg fik tilsendt ”Som om vi aldrig rigtigt fandtes” fra forlaget Turbine som lydbog.

Via appen Bookmate hørte jeg bogen, oplæst af Laura Bøge Mortensen, faktisk hele 2 gange. Undervejs fik jeg den tanke at vi vel alle har oplevet et eller andet i vores barndom eller ungdom som præger resten af vores liv og er medbestemmende for hvor vores livsbane går hen.

Udover at bogen er en spændende thriller har Rikke Dahl formået at få de følelser, man som barn/teenager tumler med, inkorporeret i teksten. En svær og fantastisk manøvre. Så godt som alle de unge i ”som om vi aldrig rigtigt fandtes” levede i mere eller mindre dysfunktionelle familier.

Det var den følelse jeg sad tilbage med. Et godt stykke inde i bogen fik historien en overraskende drejning. En drejning der gjorde, at jeg simpelthen måtte høre ”Som om vi aldrig rigtigt fandtes” én gang til. Historien er en psykologisk thriller fyldt med spænding.

Gang på gang blev jeg overrasket over endnu en drejning af historien. På intet tidspunkt havde jeg spottet hvor historien egentlig var på vej hen. ”Som om vi aldrig rigtigt fandtes” skrevet af Rikke Dahl får bestemt mine varmeste anbefalinger med på vejen.

Vurdering: 6/6 Roser

Krimiormen

kan købes hos forlaget:

Turbine.dk 

6/6 Roser

"THORS HAMMER"

PANDORACELLEN #3

SKREVET AF

RASMUS DAHLBERG

"Thors hammer" skrevet af Rasmus Dahlberg

ANMELDEREKSEMPLAR

Forfatter: Rasmus Dahlberg

Forlag: Turbine Forlaget

Udgivelse: 4. april 2019

Sider: 627

Format: ePub

Genre: krimi

ISBN-13: 9788740654844

Anmeldt: 7. oktober 2019

Om bogen:

Når kun håbet er tilbage … Jonas Kvist fra Beredskabsstyrelsen rejser til Island sammen med Pandoracellen – en lille gruppe af meget forskellige eksperter, som ved flere lejligheder har vist deres værd i krisesituationer. Sammen skal de deltage i en katastrofeøvelse med de islandske beredskabsmyndigheder, men træning bliver til virkelighed, da vulkanen Katla går i udbrud.

Fra deres base om bord på kystvagtskibet Thor følger Pandoracellen udviklingen tæt, mens islændingene forbereder sig på lavastrømme, giftige gasser og floder af smeltevand fra gletsjeren på Katlas top. Mens askeskyen fra vulkanudbruddet nærmer sig Europas luftrum, og nye trusler dukker op fra en overraskende kant, må Jonas lede Pandoracellen, som pludselig får en central rolle i håndteringen af krisen.

Samtidig udøver en ung, mystisk kvinde med en hammer tatoveret på håndryggen en stærk indflydelse på Jonas, og han hvirvles ind i et islandsk familiedrama med forbindelser til både vulkanen og Pandoracellens tidligere bedrifter.

Da situationen udvikler sig allermest kritisk, må Jonas selv kaste sig ud i kampen for alt det, han har kært.

Anmeldelse:

Jeg modtog bogen ”Thors hammer” skrevet af Rasmus Dahlberg som E-bog af Turbine Forlaget. ”Thors hammer” er 3. bind i serien om Pandoracellen, men den første bog som jeg har stiftet bekendtskab med. Det betød, at jeg i starten af bogen lige skulle finde ud af hvad dette pandoracellen egentlig var for en størrelse.

Det var bestemt, en stor fordel at bogens karakterer var beskrevet først i bogen. De første 2 bøger i serien hedder ”Pandoracellen” og ”Dødens droner”. Jonas Kvist er leder af Pandoracellen. Pandoracellen er et team af eksperter der bliver aktiveret i særlige krisesituationer.

Jonas er normalt specialkonsulent i beredskabsstyrelsens center for beredskabsanalyse. Pandoracellen består, foruden Jonas, af en pensionereret oberst fra hæren, en kvinde med en ph.d. i internationale sikkerhedsforhold, En freelance journalist og en civilforsvarsekspert.

Så man må vel sige at teamet er godt klædt på til katastrofe- og krisesituationer. Hvilket der er masser af i ”Thors hammer”. Jonas er kæreste med Nynne Findsen som er sociolog og fuldmægtig i beredskabsstyrelsen med særligt ansvar for udredelsen af national beredskabskultur.

Nynne er i ”Thors hammer” udlånt til forsvarets efterretningstjenestes center for Cybersikkerhed. I historien er der ind imellem henvisninger til de tidligere bøger i serien om pandoracellen. Så jeg tænker da, at det havde været en fordel, hvis jeg havde stiftet bekendtskab med de 2 foregående bøger.

Jonas` datter Henriette skal på tur med sin gymnasieklasse til Island. Jonas, Nynne og resten af Pandoracellen er tilfældigvis booket på samme fly da de også skal til Island i forbindelse med deres respektive jobs. Undervejs følger man blandt andet en fiskekutter der er på vej fra Færøerne til Islandsk farvand.

Center for Cybersikkerhed i København. London Volcanic advisory centre i England. Flyvestationen i Karup. Ikke mindst følger man en guvernør i Beijing, Kina. Så man må sige at ”Thors hammer” og Rasmus Dahlberg fører læseren vidt omkring.

”Thors hammer” er en fantastisk historie der kræver at læseren holder tungen lige i munden. Man får naturkatastrofe, kærlighed, svigt, it-kriminalitet, afpresning, sammenhold, ofringer til de gamle nordiske guder, pubertetsvanskelige unge, redningsaktioner, national krise og politikeres tåbelige beslutninger der giver en fremmed magt mulighed for at tvinge et folkestyre til trældom.

Der er ingen tvivl om, at der er action i ”Thors hammer fra første side. Lige når man tror at nu nærmer historien sig en afslutning. Så flettes der endnu en katastrofe eller en ny type kriminalitet ind i historien. Sideløbende med alt dette så har man en malende og smuk beskrivelse af den islandske Natur og dens befolkning.

Der er ingen tvivl om, at Rasmus Dahlberg har tabt sit hjerte til Island. Han skriver i efterskriften at Island er hans andet hjem. Det mærker man tydeligt i hans beskrivelser. Undervejs fik jeg minder tilbage til 2010 da en askesky fra et islandsk vulkanudbrud forhindrede flyene i at lette i de europæiske lufthavne.

Kort sagt så kommer historien i bogen vidt omkring mange emner. Jeg fik som læser en masse nordisk historie ind med ”Thors hammer” som jeg faktisk ikke kendte til i forvejen. Meget spændende og lærerigt. De 2 første bøger om Pandoracellen ryger helt sikkert på mn ”to-read”-liste.

Mine varmeste anbefalinger til denne spændingsmættede krimi med en fantastisk levende beskrivelse af Islands smukke og voldsomme natur.

Vurdering: 5/6 Roser

Krimiormen

Bogen kan evt. købes her:

Turbine.dk 

5/6 Roser

"MORD I PILLEMARK"

KRIMI

SKREVET AF

LENA JO HURSH

"Mord i pillemark" skrevet af Lena Jo Hursh

ANMELDEREKSEMPLAR SENDT FRA FORLAGET.

Forfatter: Lena Jo Hursh

Forlag: Forfatterskabet.dk

Udgivelse: 1. oktober 2019

Sider: 215

Genre: Krimi

ISBN-13: 9 788793 755598

Anmeldt: 1. oktober 2019

Forlaget skriver:

63-årige Lisbeth Møldrup rammes pludseligt af en overvældende kærestesorg, som både veninderne og hendes egen datter finder særdeles upassende. I sin sorg flygter Lisbeth hovedkulds til Samsø, hvor hun møder en ny veninde, der også har sit at slås med.

Lisbeth gribes af Samsøs skønne natur, cafelivet og øens særegne ro, men den nyfundne idyl spoleres brat, da hun ufrivilligt hvirvles ind i et mord. Mord i Pillemark er en anderledes krimi, helt i den samske ånd.

Om forfatteren

Lena Jo Hursh (f. 1954) er tidligere buschauffør, socialrådgiver og kropsterapeut. Nu udekørende social- og sundhedsassistent i nattevagt på Samsø. Hun er forfatter til flere børnebøger. Mord i Pillemark er hendes debut i krimigenren.

Anmeldelse:

Jeg modtog Mord i Pillemark som anmeldereksemplar. Dette har ingen indflydelse på min anmeldelse som er helt min egen mening om bogen. Lisbeth er 63 år og har egen frisørsalon. Hendes kæreste Ian slår op med hende da han har fundet en anden.

Lisbeth går helt i spåner og tror at hvis hun nu ændrer nogle ting ved sig selv så vil Ian fortsætte forholdet. Ved et tilfælde overhører hun Landbetjenten på Samsø Owes samtale med hans kone og beslutter sig for, at Samsø må være det rigtige sted at slikke sine sår.

Hun bortforpagter frisørsalonen og fremlejer sin lejlighed. Inden længe har Lisbeth fået et job som kontorassistent og 2 gode kollegaer, Joan og Annemette på Rødkålsfabrikken på Samsø. Politibetjent Thomas Nielsen fra Århus har været nødt til at affyre sit våben.

Derfor bliver han sendt til samsø for at afløse Owe der er sygemeldt med sit dårlige hjerte. Thomas er bestemt ikke tilfreds med vikarjobbet. Annemette er gift med Mogens. De har en gård på Samsø. Annemette og Mogens har ikke det bedste forhold og de sover i hver sit rum.

Mord i Pillemark er en lidt usædvanlig krimi. Den er absolut velskrevet og en helt anden slags krimi end dem jeg normalt giver mig i kast med. Det er absolut forfriskende med en forfatter der har en ny og anderledes måde at skrue en historie og et plot sammen op.

Der er ikke så meget fart over handlingen men det betyder dog ikke, at der ikke er spænding i historien. Det er en kort krimi der hurtigt er læst med spændende karakterer. Lige fra Lisbeth der føler at hendes verden bryder sammen til veninden Annemette der udadtil er en venlig og rar sjæl.

Karakteren Annemette fik mig straks til at tænke på et gammelt ordsprog: ”Det stille vand, den dybe grund” Det siger man om mennesker, der ikke gør så meget stads af sig udadtil, men som alligevel rummer en masse skjulte talenter.

Det samme kan man være fristet til at sige om denne rolige og behagelige kvinde Annemette. Landbetjenten Owe er en mand der ikke ser det store drama i omgivelserne. Han nyder nok i virkeligheden at være betjent et sted hvor man mingelerer lidt med tingene så man undgår de store konflikter.

Mord i Pillemark er en stille og rolig krimi uden den store dramatik men absolut læseværdig. Mord i Pillemark er Lena Jo Hurst`s debut indenfor krimigenren. Det er absolut en rigtig fin debut der har potentiale til flere udgivelser i samme genre.

Hvis du gerne vil læse en krimi der kan læses på nogle få timer, men som stadig kan give stof til eftertanke, så vil jeg da på det varmeste anbefale denne lille lækkerbisken.

Vurdering: 4/6 Roser

Krimiormen

4/6 Rosr